Dansk golfspiller holder fast og tager topplacering i Sydafrika

Jacob Skov Olesen vandt sidste år en stor amatørturnering, som betød, at han kvalificerede sig til majorturneringen The Open. (Arkivfoto). Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix

Jacob Skov Olesen nærmer sig sin første turneringssejr efter ny topplacering på DP World Tour.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske golfspiller Jacob Skov Olesen sikrede sig søndag sit bedste resultat på DP World Tour i denne sæson.

Efter en finalerunde i to slag under par havnede han på en slutplacering som delt nummer syv ved Joburg Open - fire slag efter trioen, som endte med at spille om sejren.

Men det er ikke sikkert, at han jubler betingelsesløst over det. Der skulle nemlig ikke specielt meget til, for at han søndag kunne have spillet med om sejren.

For eksempel vil han formentlig være godt træt af, at han fredag havde en mindre krise og drattede ned fra topplaceringerne på grund af en runde i to slag over par.

Den ærgerlige runde betød, at han skulle levere pragtpræstationer lørdag og søndag for at holde sig inde i kampen om sejren, og især lørdag leverede han netop det.

Men den manglede altså lige det sidste søndag for den 25-årige sjællænder, som banker mere og mere på til en turneringssejr på den største europæiske tour.

Skotske Calum Hill endte med at vinde turneringen i Johannesburg efter omspil mod de to sydafrikanere Jacques Kruyswijk og Shaun Norris, som endte som henholdsvis toer og treer.

Jacob Skov Olesen er i gang med sin første sæson som professionel på DP World Tour og har foreløbig færdigspillet fem turneringer.

Sidste år var han amatør, men hentede blandt andet en femteplads ved den danske DP World Tour-turnering, Danish Golf Championship.

/ritzau/