Dansk håndboldtræner får job i rumænsk storklub
Kim Rasmussen - her som træner for Montenegro i 2020 - skal stå i spidsen for Rapid Bucuresti. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kim Rasmussen skal være træner for den rumænske mester Rapid Bucuresti, der har Estavana Polman i truppen.
Den danske håndboldtræner Kim Rasmussen har igen fået job. Han skal stå i spidsen for den rumænske storklub Rapid Bucuresti, der er forsvarende mester i landet.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside sent onsdag.
I Rapid skal han blandt andet arbejde sammen med den hollandske stjerne Estavana Polman, der for få måneder siden skiftede til klubben efter en årrække i dansk håndbold.
Den 50-årige Rasmussen har haft en række landstrænerjobs, og senest var han træner for Sydkoreas kvindelandshold.
Nu vender han tilbage til klubhåndbolden, hvor han før har haft stor succes i Rumænien.
I 2016 førte han således CSM Bucuresti frem til Champions League-titlen. I 2021/22 var han tilbage i Rumænien som træner for CS Gloria 2018 Bistrita -Nasaud.
Som landstræner nød han stor succes som træner for Polens kvinder, da han i både 2013 og 2015 førte det undertippede landshold frem til VM-semifinalen.
Senere har han også været landstræner for Ungarn og Montenegro.
Rapid Bucuresti ligger aktuelt nummer to i den rumænske liga og er desuden klar til ottendedelsfinalerne i Champions League, hvor slovenske Ljubljana venter senere i marts.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker