Dansk herredouble får store stryg i indisk kvartfinale
Kim Astrup (tv.) og Anders Skaarup Rasmussen tabte stort i kvartfinalen i India Open. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen fik ikke et ben til jorden mod verdensranglistens nummer to.
Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er færdig i Super 750-turneringen India Open.
I fredagens kvartfinale i New Delhi tabte den danske badmintonduo med cifrene 7-21, 10-21 til inderne Satwiksairaj Rankireddy og Chirag Shetty, der rangerer som nummer to på verdensranglisten.
Danskerne, der aktuelt er nummer fem på listen, har ellers haft et godt tag på de stærke indere, og det var inden fredagens møde blevet til seks danske sejre i otte indbyrdes møder, blandt andet ved VM for knap fem måneder siden, men på hjemmebane var inderne denne gang klart bedst.
Astrup og Rasmussen kom aldrig med i kampen. De tabte de fire første bolde og var bagud med 3-11 halvvejs i første sæt. Det kunne de ikke svare tilbage på.
I andet sæt var det danske afsæt lidt bedre, og danskerne kom på 5-6, men så vandt inderne de næste otte point, og så var der ikke så meget mere at rafle om.
Det endte i en ren afklapsning for danskerne.
Med nederlaget er der ikke flere danskere tilbage i turneringen, hvor flere prominente danske navne meldte afbud. Både Viktor Axelsen og Anders Antonsen sendte sene afbud.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde