Dansk hold tordner i semifinale ved EM i holdforfølgelsesløb
Det danske hold var tæt på OL-guld i Tokyo, hvor billedet her er taget, men måtte nøjes med sølv. Nu er jagten gået ind på OL-guld i Paris i år. (Arkivfoto). Foto: Kacper Pempel/Reuters
Danskerne i fire kilometer holdforfølgelsesløb ved banecykling-EM i Holland var flyvende i kvalifikationen.
Det danske hold i fire kilometer holdforfølgelsesløb fik en forrygende start på EM i banecykling i Holland, da der onsdag eftermiddag blev kørt kvalifikation.
Ni nationer var til start, og de otte bedste gik videre til første runde, men det krævede en plads blandt de fire bedste for at holde liv i gulddrømmen. Og det klarede Danmark uden problemer.
Med tiden 3 minutter og 49,088 sekunder var Danmark hurtigst af alle og mere end 18 sekunder foran Ukraine på niendepladsen, der som de eneste ikke kom videre til første runde.
Som bedste nation skal Danmark onsdag aften køre mod Tyskland, som blev firer, i den ene semifinale, mens Storbritannien og Italien mødes i den anden.
Vinderne af de to skal køre om guld torsdag, mens de tabende semifinalister stadig kan håbe på bronze, ligesom holdene placeret fem til otte i kvalifikationen også kan. Det afgøres også torsdag.
Carl-Frederik Bevort, Tobias Aagaard, Frederik Rodenberg og Rasmus Lund var de fire udvalgte til kvalifikationen, og de leverede en stærk præstation.
Fra første mellemtid var danskerne hurtigst, og det holdt de fire hele vejen til mål.
Meget tyder dog på, at konstellationen til første runde senere onsdag kan se anderledes ud.
- EM bliver lidt en generalprøve. Vi prøver lidt forskellige opstillinger i holdløbet, og i nogle af de andre discipliner har vi bredt det ud, så mange får et løb, sagde Casper Jørgensen forud for mesterskabet.
Niklas Larsen er den femte mand i truppen til holdløbet, mens Theodor Storm og Michael Mørkøv også er en del af den samlede EM-trup på herresiden.
Lasse Norman er normalt også med på det danske hold, men han er efter aftale blevet hjemme fra EM, da hans kone er højgravid.
Tilbage i august var han med på det hold, som vandt VM.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker