Dansk ishockeyhåb forlader Herning efter en måned
Marcus Almquist kom til Herning efter en stor sæson i Rødovre. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Der var store forventninger til ishockeytalentet Marcus Almquist, men opholdet i Herning blev kort.
I sidste sæson brillerede ishockeyforwarden Marcus Almquist hos Rødovre Mighty Bulls, men springet fra barndomsklubben på den københavnske vestegn til storklubben Herning Blue Fox på den jyske hede var tilsyneladende for stort.
Herning meddeler i en pressemeddelelse, at Almquist forlader klubben og dermed afbryder sin toårige kontrakt blot en måned inde i sin første sæson.
Der var ellers knyttet store forventninger til den lynhurtige forward, der lavede 38 point i 41 kampe for Rødovre og dermed fik et gennembrud i den bedste danske række efter nogle år som ungdomsspiller i Sverige og Canada.
Men den 21-årige individualist har haft svært ved at finde sig til rette på holdet og har været bænket i flere kampe. Han nåede blot fem optrædener og to point for klubben.
Herning slår fast, at beslutningen om at afbryde samarbejdet er "helt udramatisk og gensidig".
Almquist var igen ude af holdet, da Herning tirsdag aften tog sin tredje sejr i træk i Metal Ligaen. Hjemme i det midtjyske blev Rungsted Seier Capital slået 4-2.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned