Dansk ishockeys næste stjerne får et stort ansvar ved VM

Oscar Fisker Mølgaard spillede sidste år hele tre VM-turneringer. Først med U20- og derefter med U18-landsholdet, inden han afsluttede sæsonen med debut ved senior-VM i Finland. (Arkivfoto). Foto: Tibor Illyes/Ritzau Scanpix

19-årige Oscar Fisker Mølgaard får tips af barndomsidolet Frans Nielsen og har spillet sig til et gennembrud i Sverige. Nu bliver han dansk nøglespiller ved VM.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks næste ishockeystjerne bliver han kaldt. Og Oscar Fisker Mølgaard skiller sig da også tydeligt ud.

Ikke alene på banen, hvor talentet kommer til udtryk i et stort overblik og en veludviklet evne til at placere sig rigtigt. Men også udenfor isen med sit drengede ansigt og lidt spinkle skikkelse i en verden af muskuløse mænd med brede skuldre og slutspilsskæg.

Selv om han kan kalde sig teenager i ni måneder endnu, står han allerede foran sit andet VM med seniorlandsholdet.

- Jeg er blevet mere moden og er bedre forberedt end sidste år. Men jeg er jo stadig bare en lille dreng, der løber rundt og hygger sig på isen, siger Oscar Fisker Mølgaard med et grin.

Efter en lidt afdæmpet VM-debut i 2023 er han udset til langt mere ansvar i Prag i de kommende uger.

I testkampene har landstræner Mikael Gath givet det unge stjerneskud masser af tillid og stort ansvar. Og sådan bliver det også i den tjekkiske hovedstad, fastslår landstræneren.

- Han kan føle sig helt rolig, og vi giver ham lov til at mislykkes. Oscar er en klassisk tovejscenter, som kan spille på hele banen. Som forward må det føles meget trygt at spille med ham, for man ved, at han tager ansvar for at bakke op.

- Vi kan bruge ham både i undertal og overtal, så han er vældig allround. Han kommer til at få en stor rolle hos os ved VM, siger Mikael Gath.

Mølgaard kommer til VM med rank ryg. For selv om hans klub, HV71, havde en skidt sæson i den svenske liga og kun med hiv og sving undgik nedrykning, var han selv et lyspunkt.

Som sæsonen skred frem, tilkæmpede han sig en fast plads som center i en af holdets topkæder.

En udvikling, der faktisk blev kickstartet af succes med landsholdet i firenationersturneringen Deutschland Cup i november.

Her markerede landstræneren for første gang, at han ser Mølgaard som en nøglespiller, og stortalentet kvitterede med stærke præstationer og fem assister i tre kampe.

- Den turnering gav mig et boost af selvtillid, og da jeg kom tilbage til klubben, fik jeg chancen. Jeg fik lov at spille powerplay og spille lidt højere oppe i kæderne.

- Når man spiller med bedre medspillere, bliver man automatisk selv bedre. Det har været sjovt. For holdet har det ikke været en godkendt sæson, men for mig selv har det været godt, siger Oscar Fisker Mølgaard.

Det har længe blot lignet et spørgsmål om tid, før han ville slå igennem på absolut topniveau. Også i Nordamerika har man et godt øje til talentet fra Frederikshavn, der sidste sommer blev valgt af Seattle Kraken i anden runde af NHL-draften.

Siden har Kraken fulgt hans præstationer minutiøst gennem den tidligere NHL-spiller Frans Nielsen, som klubben har hyret som spillerudvikler.

På den måde får Oscar Fisker Mølgaard nu tips og feedback fra en mand, han siden sin barndom har haft som idol.

- Det er en fantastisk situation for mig. Frans Nielsen ser mine kampe, så tit han overhovedet kan. Jeg snakker med ham en eller to gange hver uge, og han sender videoklip og forklarer, hvad jeg kan gøre anderledes.

- Det er en enormt god hjælp. Jeg har set op til ham på mange måder og har forsøgt at bygge mit spil op efter ham. Det kunne ikke være bedre, siger Mølgaard.

Hvornår han tager springet over Atlanten, er ikke afgjort. Mølgaard lader sig ikke stresse. Han har kontrakt et år mere i HV71 i Jönköping, hvor han har boet, siden han var 16, og elsker at være.

- SHL (den svenske topliga, red.) er en rigtig god liga at spille i. Kan jeg få den samme rolle, som jeg har haft i denne sæson, så kan jeg blive endnu bedre og få finslebet nogle af mine kvaliteter.

- Jeg ved også godt, at jeg skal blive større og stærkere, siger han.

Ifølge statistikbanken Eliteprospects lå Mølgaard sidste år 12 kilo under det danske VM-holds gennemsnitsvægt på 88 kilo. Og siden er der ikke blevet tilføjet så meget ballast, som han havde håbet.

- Det kan godt være lidt svært at bygge muskler på, men jeg tror, det bliver bedre med alderen. Det hjalp heller ikke, at jeg sidste år kun havde to ugers sommertræning, hvor nogle af mine holdkammerater havde 13, forklarer han.

Han peger på, at VM-forberedelser, VM med både U18- og seniorlandsholdet og den efterfølgende tur til Nordamerika og NHL-draften spiste en stor bid af den ferie, som spillerne normalt bruger til at bygge grundformen op.

- Jeg håber, at jeg til sommer får mere tid til at give den gas i fitnesscentret. Jeg skal ikke nødvendigvis blive meget tungere, men gerne stærkere i kroppen, så jeg ved, at jeg kan klare mig mod selv de store gutter, siger Oscar Fisker Mølgaard.

/ritzau/

Her er Danmarks program ved ishockey-VM

Det danske ishockeylandshold har et stramt VM-program med syv kampe i løbet af bare ti dage. De fire bedste af de otte hold går videre til kvartfinalen, mens det dårligste rykker ned. Som VM-vært næste år er Danmark friholdt fra eventuel nedrykning.

* Lørdag 11. maj: Østrig-Danmark (16.20).

* Søndag 12. maj: Danmark-Canada (16.20).

* Tirsdag 14. maj: Danmark-Norge (16.20).

* Onsdag 15. maj: Tjekkiet-Danmark (16.20).

* Fredag 17. maj: Storbritannien-Danmark (16.20).

* Lørdag 18. maj: Danmark-Schweiz (12.20).

* Mandag 20. maj: Finland-Danmark (20.20).

Kilde: iihf.com

/ritzau/

Jagten på succes begyndte tidligt

Oscar Fisker Mølgaard har i en årrække været anset som et af dansk ishockeys største talenter. Her er fakta om den unge frederikshavner.

* I sommeren 2021 flyttede den da 16-årige Mølgaard sammen med sin jævnaldrende holdkammerat Albert Schioldan fra Frederikshavn til Jönköping i Sverige for at gå på hockeygymnasium og spille ishockey i HV71.

* Året efter fik han debut for HV71's førstehold i SHL, hvor han siden har spillet 98 kampe og lavet 31 point.

* I sidste sæson spillede han VM for tre forskellige danske landshold. Først med U20- og U18-landsholdet, inden han blev udtaget til A-VM i Tampere, hvor han var på isen i seks kampe.

* Blev i 2023 valgt i anden draftrunde af NHL-klubben Seattle Kraken.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu