55 triatleter står lørdag klar til at hoppe på hovedet i Stillehavet med en lang arbejdsdag i vente.
Kun få - hvis nogen overhovedet - har haft så bøvlet en vej til VM i ironman på Hawaii som Michelle Vesterby.
Faktisk er det fire år siden, hun kvalificerede sig. Men coronaudsættelser og graviditet har skubbet deltagelsen helt frem til 2023.
Dengang var Vesterby 36 år. I dag hun blevet 40 år, hun er blevet mor til sit andet barn, mens hun også har oplevet en mislykket graviditet, og så har hun for nylig afsonet en tre måneder lang karantæne, hun ryster på hovedet af.
Livet har langt hen ad vejen handlet om andet end sporten de seneste år. Men VM på Hawaii har stået som en ledestjerne.
Engang drømte hun om podiet. I hendes første deltagelse siden 2018 er tankerne ikke længere der, erkender herningenseren.
Hvis hun kan ende som en af de ti bedste, er hun mere end tilfreds. Men placeringen er sekundær. For Michelle Vesterby handler det mest af alt om forløsningen ved at nå over målstregen en sidste gang efter et turbulent forløb.
- Det har været en sindssygt lang proces. Jeg har hele tiden skullet hive mig selv tilbage på sporet og huske mig selv på, hvorfor jeg gør det og ikke bare kaster håndklædet i ringen.
- Jeg har hele tiden fundet tilbage, fordi min gejst og lyst er endnu større, forklarer hun.
Med to små børn på sidelinjen har det været en stor mundfuld i sig selv at nå over de 25 timers træning, det som minimum kræver ugentligt for at få formen til at toppe op til konkurrencen.
- Det har været en kamp at kombinere det hele. Jeg får ikke hvilet og slappet af på samme måde. Tidligere når vi var på Hawaii, stod den på træning og så hjem og slappe af.
- Nu hedder det træning, før jeg skal svømme i havet med skildpadder eller aktivere børnene på andre måder. Derfor prøver jeg at være endnu skarpere på min kost og komme tidligere i seng. Det er lidt mere kvalitet frem for kvantitet end tidligere, forklarer hun.
Fysikken kommer i den grad på prøve, når hun lørdag skal kæmpe sig igennem 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og 42,2 kilometer løb i Hawaiis hede.
Triatlonstævnet begynder tidligt om morgenen, så atleterne ikke skal tilbringe unødigt meget tid i varmen. Forhold, som Vesterby bedst kan beskrive som at køre i en hårtørrer.
- Når jeg er her, er jeg sulten efter at præstere. Jeg glæder mig sygt meget, men jeg har noget andet i rygsækken. Jeg er ikke så nervøs.
- Jeg er gammel og garvet, og jeg tror, det bliver min fordel, som jeg skal køre den i mål på, lyder det fra midtjyden.
Sidste år modtog hun en karantæne på tre måneder, fordi hun ikke havde fået fornyet sin dispensation til at indtage astmamedicin.
Hun forklarede, at hun og manden havde fokus på graviditeten, og hun ikke længere konkurrerede. Men da hun stadig var en del af den såkaldte prioriterede testgruppe hos Anti Doping Danmark, kostede forglemmelsen.
- Jeg havde det sådan, at der var ikke nogen, der skulle sætte en stopklods for min karriere og bestemme, hvornår jeg skulle slutte. Det punktum vil jeg gerne selv have lov til at sætte, og det gør jeg her på Hawaii, siger Vesterby, som ved, at hun selv skulle have haft bedre styr på papirerne.
Lavpunktet er glemt, når hun lørdag står klar til at tage hul på karrierens sidste store stævne.
- Jeg har fået samlet mig op, og jeg kan sige nu, at jeg er i god fysisk form. Det har jeg tvivlet på mange gange. Det vil nok gøre forløsningen endnu større, når det så lykkes, siger hun.
Ud over Michelle Vesterby skal Maja Stage Nielsen repræsentere Danmark ved lørdagens VM.
/ritzau/
De største resultater i Vesterbys karriere
Michelle Vesterby har vundet flere af verdens største triatlonløb. Her er et udpluk af de største resultater:
* Vinder af Ironman Lanzarote (2012 og 2021).
* Vinder af Ironman Copenhagen (2015 og 2017).
* Vinder af Ironman Cozumel (2016).
* Nummer fire ved VM i ironman (2015).
* Bronzevinder ved VM i langdistancetriatlon (forbundsregi) (2021).
/ritzau/
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat