Dansk klubfodbold rasler ned i Europa
Esbjerg sluttede af med et fornemt 1-1-resultat ude mod Fiorentina i Europa League, men røg sammenlagt ud med et 2-4-nederlag. Dermed har dansk fodbold ikke flere hold med i de europæiske turneringer.
Resultaterne betyder, at Danmark rasler ned ad den rangliste, som det europæiske fodboldforbund Uefa holder regnskab med. På ranglisten tæller resultaterne for de seneste fem sæsoner.
Trods Esbjergs gode resultater, hvor det blev til en 1/16-finale i Europa League, og FC Københavns deltagelse i Champions Leagues gruppespil går dansk fodbold nu en trist fremtid i møde.
I denne sæson havde Danmark to hold med i Champions League - et hold direkte i gruppespillet og et i kvalifikationen. Det skyldtes en fornem placering som nummer 13 på Uefas rangliste.
Fra næste sæson (2014/15) vil Danmark ikke længere have et hold direkte med i Champions League-gruppespillet.
Danmark falder fra 13.-pladsen til en 15.-plads på Uefas rangliste og vil derfor stadig have to hold med i kvalifikationen til Champions League, og tre danske klubber vil også være med i kvalifikationen til Europa League.
I sæsonen 2015/16 vil Danmark til gengæld blive ramt hårdt af de seneste fem års europæiske resultater, som generelt ikke har været så gode som før i tiden.
Danmark vil i 2015 kun have ét hold - den danske mester - med i Champions League, og kvalifikationen vil begynde allerede i anden runde.
Det skyldes en placering i 2014 som nummer 19 på Uefas rangliste. Og den placering ser ikke ud til at kunne rokke sig, fordi klubberne fra de omkringliggende lande på listen er slået ud af Europa.
Dermed skal den danske mester slå hele tre hold ud af kvalifikationen for at komme i gruppespillet i 2015/16.
Derudover vil Danmark få tre hold med i Europa League-kvalifikationen, men også her begynder holdene allerede i anden kval-runde og skal altså slå tre hold ud for at komme i et gruppespil.
Kigger man endnu længere frem, rasler Danmark yderligere ned, som det ser ud lige nu, og det skyldes blandt andet, at 2008/09-sæsonen falder bort.
Kun flotte præstationer i næste sæsons europæiske turneringer kan nå at ændre på Danmarks rutsjetur ned af ranglisten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned