Dansk landsholdsback står foran længere skadespause
Mette Tranborg har 108 optrædener i landsholdstrøjen, hvor det er blevet til 257 mål. (Arkivfoto). Foto: Jure Makovec/Ritzau Scanpix
Højrebacken Mette Tranborg har pådraget sig en skade i det forreste korsbånd i venstre knæ.
Håndboldspilleren Mette Tranborg står foran en længere skadespause. Den danske højreback har pådraget sig en skade i det forreste korsbånd i venstre knæ.
Det oplyser hendes klub, Team Esbjerg, i en pressemeddelelse.
- Jeg har været igennem en korsbåndsskade en gang før, så jeg ved, hvad der venter. Jeg er virkelig ked af skaden, og jeg er særligt ked af ikke at kunne være en del af det, når sæsonen starter lige om lidt, siger Tranborg.
Dermed er højrebacken i fare for at gå glip af VM i håndbold til december, hvor flere kampe skal spilles på hjemmebane i Danmark.
Tranborg står noteret for 108 landskampe og 257 mål. Hun var en del af holdet, der sidste år vandt EM-sølv i Slovakiet.
Jesper Jensen, der både er Mette Tranborg træner i Esbjerg og på det danske landshold, begræder højrebackens skade.
- Vi er først og fremmest ekstremt kede af det på Mettes vegne. Derudover er hun jo bare blevet bedre og bedre de seneste sæsoner, og vi kommer virkelig til at mangle hende både på og uden for banen, siger Jesper Jensen.
- Vi vil gøre alt for at hjælpe hende tilbage hurtigst muligt og bakke hende op gennem hele forløbet.
Esbjerg oplyser, at man vil samarbejde med Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Team Danmark om den bedste løsning for Tranborgs genoptræning.
Det er anden gang i karrieren, at Mette Tranborg rammes af en korsbåndsskade. Senest var i 2019, hvor det var i det højre knæ.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker