Fra 2004 og frem til 2010 hentede Viborg HK og Anja Andersens Slagelse DT samlet seks Champions League-titler på syv sæsoner til dansk håndbold. Den danske liga var verdens klart stærkeste, og stjernerne valfartede til.
Men Slagelse forsvandt, Viborg manglede økonomi til ambitionerne, stjernerne gik til andre lande, og det danske landshold var faldet i niveau. Dansk kvindehåndbold led, og niveauet i ligaen dalede.
Et langt, sejt træk har gradvist løftet Danmark, og ved de seneste to slutrunder er de danske kvinder nået til semifinalen - med en VM-bronze i december til følge.
Det er dog ikke kun landsholdet, som igen må regnes blandt verdens bedste. Det er ifølge Jesper Jensen, som både er landstræner og cheftræner for Team Esbjerg, ganske få ligaer, der kan måle sig med den danske nu.
- Jeg synes, dansk kvindehåndbold har taget et kæmpe løft de seneste to-tre år. Både på klub- og landsholdsniveau er vi blevet stærkere, mener han.
- Ligaen er en af de stærkeste. Ungarn og Frankrig er også med deroppe, men sammen med Danmark synes jeg, det er de tre stærkeste.
Et kig på de europæiske turneringer i denne sæson er med til at underbygge hans påstand.
Esbjerg vandt sin Champions League-gruppe og er nu i semifinalen, mens Odense også kom videre fra den anden gruppe. Samtidig er både Viborg og Herning-Ikast klar til weekendens Final 4 i European League, Europas næststærkeste turnering.
Derfor giver det ikke længere mening at drage til udlandet, hvis målet blot er at blive dygtigere ved at spille med og mod de bedste i verden.
- Det giver kun mening at komme væk fra Danmark, hvis du skal noget ekstraordinært. Man kan godt rejse til Nantes og få en god oplevelse, men Nantes og den danske liga er niveaumæssigt det samme, siger Jesper Jensen.
- Man kan bare kigge rundt på landsholdet. Der er mange spillere, som også i den danske liga tager nogle store skridt. Du skal være god for at være god i Danmark.
Landsholdsprofilen Mie Højlund er en af dem, som er blevet i Danmark. Selv om hun gerne vil prøve at spille i udlandet en dag, så ved hun godt, at det ikke er nødvendigt for at blive udfordret.
- Man behøver ikke at tage ud for at løfte sit spil. Niveauet i den danske liga er helt specielt, fordi alle kampe kan ende med at være tætte og hårde. Det ser man ikke i ret mange andre ligaer, forklarer hun.
Danmark har dog stadig ikke haft en Champions League-vinder siden 2010. Selv om Esbjerg og Odense nu bider skeer med de største i Europa, så er der et par storhold, der fortsat er favoritter til titlen.
Ungarske Györ er et af de hold. Fem af de seneste otte Champions League-titler er gået til holdet, der har haft Anne Mette Hansen i truppen siden 2017.
Til sommer får hun selskab af landsholdskollegerne Line Haugsted og Sandra Toft.
Mens Sandra Toft i forvejen var i udlandet i Brest, så er det første tur ud for Viborgs 27-årige Line Haugsted.
Backen med de store forsvarskvaliteter lægger ikke skjul på, at skiftet til udlandet blev attraktivt, fordi det netop var på allerøverste hylde.
- En stor del af det handler om, at jeg gerne vil spille Champions League og vinde Champions League, hvilket der er god mulighed for, når man tager til Györ, siger hun.
Det kan dog være, at Danmark inden for nogle år igen kan få en Champions League-vinder, for verdens største profiler kigger nu igen mod Bambusa Kvindeligaen.
Norske Henny Reistad er allerede smuttet til Esbjerg og får til sommer selskab af stjernen Nora Mørk, mens Odense har hollandske stjerner som Lois Abbingh og Dione Housheer.
/ritzau/
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt