Dansk målmandsfejl koster bundholdet Hertha Berlin dyrt
Oliver Christensen kom skævt ud til et hjørnespark og var stærkt involveret i RB Leipzigs sejrsmål. Foto: Andreas Gora/Ritzau Scanpix
RB Leipzig uden Yussuf Poulsen skrabede en 1-0-sejr hjem hos Hertha Berlin efter Oliver Christensens fejl.
Hertha Berlin flirter med nedrykning i Bundesligaen og fik lørdag aften intet ud af sit møde med RB Leipzig.
Desværre for den danske målmand Oliver Christensen var han stærkt involveret i Leipzigs enlige scoring i kampen.
Efter 40 minutters spil kom den tidligere OB-keeper skævt ud til et nærgående hjørnespark.
Forsvarsspilleren Mohamed Simakan steg op og var tæt under mål først på bolden foran Christensen. Den dumpede ned omkring målstregen, hvor midtbanespilleren Amadou Haidara skubbede kuglen det sidste stykke ind i nettet.
Leipzig havde flere muligheder for at øge føringen, men Christensen fik lidt revanche for sin fejl, da han præsterede en lille håndfuld redninger og holdt Hertha i live.
Hjemmeholdet havde dog ikke offensiv power nok til at true Leipzig, og det endte derfor med tre point til topholdet, der var uden skadede Yussuf Poulsen.
Leipzig er dermed nummer fire i Bundesligaen, hvor Christensen og Hertha aktuelt ligger på den tredjesidsteplads, der giver playoffkampe om at undgå nedrykning.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned