Motocross nyder sjældent stor opmærksomhed i Danmark, men en af de mest talentfulde kørere på de velfjedrede motorcykler er dansker.
Karrieren kørte med fuld fart frem for motocrosskøreren Thomas Kjer Olsen frem til 23. april sidste år. En skelsættende dato i elitesportsudøverens professionelle liv.
Han var involveret i et grimt uheld i den lettiske by Kegums. Sønderjyden slog sit hoved og tilbragte et par dage i kunstig koma, før han blev vakt til live foran sine forældre og søskende. Opvågningen husker han kun i glimt - som så meget andet i den første måned efter styrtet.
Det karrieredefinerende hop blev filmet, men optagelsen viser ikke øjeblikket, hvor danskeren ramte jorden, slog hovedet og var bevidstløs. Derfor finder Kjer Olsen aldrig ud af, om styrtet var selvforskyldt, eller om stjernerne bare stod forkert den lørdag i Letland.
- På det, man kan se af videoen, er der ikke noget, som tyder på, at det skulle til at gå galt, så jeg er lidt et spørgsmålstegn. Jeg ved ikke præcis, hvad der gik galt, og det skræmmer mig enormt meget, at det kunne ske ud af det blå, siger Thomas Kjer Olsen.
Da han først var i stand til at samle sine tanker efter ulykken og det kunstige koma, tvivlede han på, at han nogensinde ville sætte sig op på sin Husqvarna-crosser igen.
- Mine første tanker var meget negative over for motocross. Jeg tænkte, at jeg aldrig skulle tilbage på en crosser igen. Jeg var meget skræmt af, hvad jeg havde været ude for, siger han.
I flere måneder bar han nakkekrave. Den var ubehagelig at have på, men endnu mere ubehagelig at få af, fordi alle musklerne var forsvundet.
Langt fra sandbaner og hestekræfter genovervejede han de dystre tanker om at holde crosseren parkeret for bestandigt.
Drømmen om et comeback fik næring af hans daværende hold, som siden er lukket. Holdet stillede faciliteter og ekspertise til rådighed for at overvinde kroppens smertefulde skavanker og mentale ar.
I flere år har Thomas Kjer Olsen boet i belgiske Lommel nær den hollandske grænse i lighed med mange andre kørere og motocrosshold. Området er hjemsted for de bedste baner, og beliggenheden er central i forhold til løbskalenderen.
Når man har taget valget om at forlade de hjemlige omgivelser i Dybbøl for at fremme motocrosskarrieren, så skylder man også comebackjagten et ordentligt skud, mener han.
- Hele mit liv har været cross. Jeg har gået i skole på et tidspunkt, men ellers er al min tid gået med at køre cross, og jeg bor i Belgien, fordi jeg kører cross. Alt er cross i mit liv, så hvis jeg siger nej til cross, hvad fanden skal jeg så gøre med mit liv? spørger Thomas Kjer Olsen.
Han har dog gjort sig indledende tanker om et liv uden en professionel motocrosstilværelse.
- Jeg er begyndt at tænke på, hvad jeg skal lave, hvis jeg ikke skal køre cross. Det er nogle tanker, jeg nok først ville have tænkt om fem år, hvis det her ikke var sket.
- Jeg har ikke nogen uddannelse, fordi jeg har satset alt på cross, og satsningen har også båret frugt. Jeg har været sulten efter at opnå lidt mere, lidt mere og lidt mere hele tiden. Men nu har realiteterne ændret sig, og det afspejler sig også i mine tanker, siger han.
Den 25-årige dansker er tidligere europamester og er blevet nummer to og tre i VM-serien i MX2-klassen. Hans første og indtil videre eneste hele sæson med lidt flere kubik i den mere prestigefyldte og lukrative MXGP-klasse endte med en niendeplads i 2021.
Drømmen om at blive verdensmester er ikke fremherskende i øjeblikket. Det handler om at genfinde farten og glæden, for lige nu mangler begge dele.
- Jeg kører ikke stærkt, og det har jeg det rigtig dårligt med. Jeg er hård ved mig selv og forlanger mere. Mange har sagt til mig, at jeg er nået langt, og de troede ikke, at jeg ville kunne køre igen allerede nu, men selv tænker jeg kun på, at jeg ikke kører hurtigt nok, og så banker jeg mig selv oveni hovedet med det.
- Jeg ville ønske, at jeg kunne slappe af og nyde, at jeg allerede kan køre igen, siger Thomas Kjer Olsen.
Efter sit uheld er han ikke en del af VM-serien i år, og han længtes efter løbsweekenderne, hvor han kunne konkurrere med resten af verdenseliten.
- Jeg har bøvlet rigtig meget med humøret, og det kan være en bivirkning af at have fået en hjerneskade. Jeg er bare rigtig langt nede i kulkælderen nogle dage.
- Jeg håber, at jeg kan komme tilbage i godt humør igen, og at jeg kan nyde at tage ud på banerne og køre og have det sjovt med det. Jeg vil bare være glade Thomas igen. Og så må vi se, hvad det rækker til, siger Thomas Kjer Olsen.
/ritzau/
Blå bog: Thomas Kjer Olsen
* Navn: Thomas Kjer Olsen.
* Født: 24. april 1997 (25 år).
* Bopæl: Lommel i Belgien.
* Opvokset i Dybbøl i Sønderjylland.
* Danner par med tyskeren Kim Schmitt.
* Europamester i 2016 i MX2-klassen som den første dansker i 22 år.
* Nummer tre i VM-serien i MX2-klassen i 2017 og 2018. Nummer to i 2019.
Kilde: Danmarks Motor Union, Thomas Kjer Olsen og Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Fascinerende syn: Skypumpe over Lolland
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
Mest læste artikler
Tordenvejr truer
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet