Dansk nederlag i næstsidste VM-test

I et irriterende inferno af båthorn - såkaldte vuvuzelaer - på Roodepoort Athletics Stadium lidt uden for Johannesburg leverede det danske fodboldlandshold en sløj næstsidste test forud for VM-slutrunden i Sydafrika.

0-1 tabte danskerne opgøret til en anden VM-deltager, Australien, der scorede sit mål i anden halvleg.

Hvad lærte landstræner Morten Olsen måske af opgøret? En del ting. At Thomas Enevoldsen ikke viste, hvorfor han bør overtage Dennis Rommedahls plads på højrekanten. At Christian Eriksen ikke magtede pladsen som spilleren bag frontangriberen. Og måske mest bekymrende, at anfører Jon Dahl Tomasson virker yderst uskarp.

Tomassons førsteberøringer var generelt dårlige, han virkede langsom og angriberen har nu ikke scoret for landsholdet i 12 kampe i træk. Tangeringen af Poul "Tist" Nielsens rekord for flest scorede landskampsmål burde Tomasson have opnået i 2008.

Men anføreren er åbenbart hæmmet efter sit seneste og 51. mål for snart to et halvt år siden. Landstræneren må håbe meget på, at Nicklas Bendtner bliver sin lyskeskade helt kvit inden den første VM-kamp mod Holland den 14. juni, så Bendtner og ikke Tomasson skal være frontangriber for Danmark.

Bendtner hyggede sig i øvrigt gevaldigt inden opgøret, da han sammen med de andre skadede profiler, målmand Thomas Sørensen og midterforsvareren Simon Kjær, slikkede lidt sol på den ene langside, hvor der i stedet for en tribune var en græsvold.

Det bliver helt afgørende for dansk VM-succes, at profilerne bliver klar til kamp. Den danske indsats mod Australien, som heller ikke imponerede eller for alvor truede danskerne, lover ikke noget godt. Sådan en indsats går næppe mod hollænderne, der må betragtes som væsentlig bedre end Australien.

Og tilbage til de irriterende båthorn. Det bliver med garanti slemmere på lørdag i den sidste VM-test mod Sydafrika. Det danske spil kan dog kun blive bedre.

/ritzau/

Det danske fodboldlandshold tabte 0-1 til Australien i danskernes næstsidste test inden VM-slutrunden i Sydafrika. Danmark spillede bestemt ikke prangende.

Offentliggjort Sidst opdateret