Dansk NFL-håb skriver kontrakt med storklub
NFL-drømmen lever i bedste velgående for Andreas Knappe, der har skrevet kontrakt med de tredobbelte Super Bowl-vindere fra Washington Redskins. Foto: /ritzau/AP/John Bazemore/arkiv
/ritzau/AP/John Bazemore/arkiv
Andreas Knappe har skrevet kontrakt med Washington Redskins efter en vellykket prøvetræning.
Den danske footballspiller Andreas Knappe fortsætter karrieren i den traditionsrige NFL-klub Washington Redskins.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Knappe var mandag til prøvetræning, og her var hans indsats altså god nok til at udløse en kontrakt med klubbens såkaldte practice squad.
Det betyder, at han træner med holdet i løbet af ugen. Han er dog ikke en del af den trup på 53 mand, der kan vælges til at spille kampe.
Hvert NFL-hold må have maksimalt ti spillere på sit practice squad, og spillerne skal betales mindst 7200 dollar om ugen. Det svarer til godt 45.000 danske kroner om ugen.
Pladsen på Redskins' practice squad betyder, at Knappe er tættere på officielle NFL-kampe end nogensinde før.
Sker det, vil han blive den kun anden dansker til at optræde i ligaen.
Den anden dansker er den legendariske kicker Morten Andersen, der i år er blevet indlemmet i den prestigefyldte Hall of Fame.
Den 206 centimeter høje Andreas Knappe har tidligere været inde i varmen hos klubber i NFL.
I foråret blev han draftet af Atlanta Falcons, men Knappe blev i september fritstillet, da holdet trimmede sin trup fra 90 til 53 mand før sæsonstarten.
Kort efter blev den store dansker inviteret til prøvetræning hos Indianapolis Colts, uden at det blev til en kontrakt.
Washington Redskins er en af de mest værdifulde og traditionsrige klubber i NFL, og klubben har vundet Super Bowl tre gange. Senest i 1991.
I den indeværende sæson har klubben vundet tre kampe og tabt to.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker