Dansk NHL-forward er rejst hjem i uvished
Mikkel Bødker var senest i kamp 11. marts, hvor Ottawa Senators mødte Los Angeles Kings. (Arkivfoto) Foto: Kirby Lee/Ritzau Scanpix
Kirby Lee/Ritzau Scanpix
Mikkel Bødker har forladt Canada og er rejst til Danmark. Han ved ikke, om sommerferien allerede er begyndt.
Den nordamerikanske ishockeyliga NHL har ligget stille i mere end to uger, og lige nu ved ingen, hvornår coronasituationen tillader spillerne at vende tilbage til isen.
Den danske forward Mikkel Bødker har derfor taget konsekvensen og er rejst hjem til Danmark i uvished, om han overhovedet kommer til at spille mere for sit hold, Ottawa Senators.
- Vi bliver, indtil jeg får besked på, at vi skal spille igen. Måske har vi allerede sommerferie. Det ved vi ikke endnu, siger Mikkel Bødker til dr.dk.
NHL grubler i disse dage over, hvordan man kan genoptage sæsonen, der blev suspenderet 12. marts.
Lørdag åbnede ligaledelsen for, at man ekstraordinært kan forlænge sæsonen frem til slutningen af august for at få afgjort, hvem der skal hjemføre Stanley Cup-trofæet.
Sædvanligvis slutter en NHL-sæson i midten af juni, men mange hold er færdige langt tidligere.
- Diskussionerne går meget på, om man skal spille de sidste kampe inden slutspillet, eller man skal gå direkte til slutspillet. Eller om man skal slutte sæsonen helt, siger Mikkel Bødker.
Går man direkte til slutspillet, er sæsonen under alle omstændigheder forbi for Bødker, fordi Ottawa Senators ikke er i nærheden af playoffpladserne.
Dermed kan det også være helt slut i den canadiske hovedstadsklub for den 30-årige forward. Bødkers kontrakt med Senators udløber ved udgangen af denne sæson.
Danskeren har haft en lidt besværlig sæson med begrænset spilletid og har kun været på isen i 20 kampe.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned