Dansk playmaker elsker at løbe med store polakker
Kristina Kristiansen har gode minder om sidste møde med Polen, der har mange fysisk stærke spillere.
Polen vækker gode minder hos håndboldkvinderne, der sidste år i december vandt de første medaljer i ni år ved at besejre netop polakkerne i bronzekampen ved VM i Serbien.
Særligt playmaker Kristina Kristiansen kan tænke tilbage på den kamp med glæde, for hun var nærmest ustoppelig i Beogradska Arena, hvor hun lavede 10 flotte mål mod de fysisk stærke polakker.
- Jo, den kamp husker jeg udmærket. Polen har mange store spillere, og for mig, der ikke er særligt høj, er det kun en dejlig ting at spille mod nogen, der måske ikke flytter sig helt så hurtigt, siger hun.
- Men de husker også mig. Sandra Toft spiller jo sammen med en af dem i Larvik (Alina Wojtas, red.), og da jeg var deroppe for nylig, jokede den polske spiller med, at hun ikke var specielt glad for at se mig igen, fortæller Kristiansen.
Lørdag eftermiddag står kæmpen Wojtas på 191 centimeter og den lille danske playmaker over for hinanden igen, når Danmark og Polen mødes i første mellemrundekamp ved EM i Ungarn og Kroatien.
En sejr er et krav, hvis Danmark fortsat skal være i live i turneringen.
- Vi har meget i os endnu, og det er nu, vi skal vise det. Vi har spillet okay, men vi mangler stadig lidt i kontrafasen. Det er der, vi får de nemme mål, og dem skal vi have nogle stykker af i hver kamp, og det synes jeg, vi har manglet, siger Kristina Kristiansen.
Danmark skal vinde alle tre mellemrundekampe for at kunne nå semifinalen, og det kan godt lade sig gøre, mener den danske playmaker.
- Det er realistisk. Hvis ikke vi troede på det, var der ingen grund til, at vi blev hernede. Vi ved, vi er gode, og at vi kan slå alle hold, hvis vi spiller op til vores bedste, siger Kristina Kristiansen.
Danmarks kamp mod Polen starter lørdag eftermiddag klokken 16.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned