Dansk racerkvinde kan skrive motorsportshistorie
Lørdag afvikles den amerikanske klassiker Petit Le Mans, der er sidste afdeling af Tudor-mesterskabet.
23-årige Christina Nielsen kan lørdag skrive international motorsportshistorie ved at blive den første kvindelige racerkører, der vinder et større internationalt mesterskab i sportsvogne.
Inden lørdagens ti timer lange løb Petit Le Mans, der er sidste afdeling af Tudor-mesterskabet, er det danske Christina Nielsen, der fører mesterskabet i GTD-klassen.
- Jeg er virkelig stolt over at være i føring inden sidste afdeling, fortæller Christina Nielsen i en pressemeddelelse.
- Det vil være fantastisk at vinde mesterskabet, og samtidig vil jeg da være stolt over at være den første kvinde, der vinder et stort internationalt sportsvognsmesterskab, siger hun.
Der er dog tæt opgør om mesterskabet, da Christina Nielsen kun fører med ét point ned til nummer to i mesterskabet. Hun har fire point ned til nummer tre.
Christina Nielsen, der kører for Aston Martin, skal dele bil med sin canadiske makker, Kuno Wittmer. Som tredjekører får de hjælp af Brandon Davis fra USA.
Christina Nielsen er alene i front af mesterskabet, da hun ikke har haft samme holdkammerat hele sæsonen.
- Jeg synes, vi fortjener at vinde. Vi har den rigtige kørersammensætning, og vi har et super team. Det er spændende og nervepirrende på samme tid. Kampen i mesterskabet er så tæt, at vi ikke kan køre taktisk.
- Vi er nødsaget til at slutte foran vores konkurrenter og derfor køre efter sejren. Viser det sig under løbet, at vi kan tillade os at slappe af for at køre om mesterskabet, så gør vi naturligvis det, men som udgangspunkt skal vi være med helt fremme.
- Men det er en balancegang. I så langt et løb skal man ikke satse for stort fra start og risikere at komme i nærkontakt.
- Til gengæld kan man heller ikke køre så forsigtigt, at man ved en safetycar-periode kan blive fanget så uheldigt, at man bliver sat en omgang tilbage.
- Lige nu glæder jeg mig bare til at komme i bilen og se, hvad der sker. Jeg tror, vi har en god bil, og Road Atlanta er min favoritbane, så jeg er meget optimistisk, lyder det fra Christina Nielsen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker