Dansk rekord rækker ikke til finale for frustrerede stafetherrer
De danske herrer deltog i 4 x 100-meterløbet. Foto: Dylan Martinez/Reuters
Dylan Martinez/Reuters
Danmarks hurtigste herreløbere præsterede flot ved OL, men var alligevel irriterede over ikke at nå finalen.
Ligesom kvinderne gjorde det tidligere torsdag, lykkedes det de danske herrers 4 x 100-meterhold at slå dansk rekord ved OL i Tokyo.
Simon Hansen, Tazana Kamanga-Dyrbak, Kojo Musah og Frederik Schou-Nielsen kom i mål på 38,16 sekunder, og det er næsten et sekund hurtigere end den tidligere rekord, som lød på 39,06 sekunder.
Den formidable tid rakte dog ikke til en plads i finalen. Danskerne endte nemlig på syvendepladsen i sit heat, hvor de tre bedste automatisk gik videre til finalen.
Danskerne var langtfra tilfredse efter heatet. Særligt fordi Japan gik videre til finalen på en tredjeplads med samme tid som Danmark i det andet heat.
- Jeg er ikke kommet for at danse. Vi tog ikke finalepladsen, og det er pisseærgerligt. At vi satte dansk rekord med et sekund er godt, men lige nu kan vi ikke bruge det til så meget, siger Kojo Musah til DR.
Særligt depeche-skiftet mellem Tazana Kamanga-Dyrbak og Kojo Musah manglede kvalitet, og det irriterede førstnævnte.
- Det er ikke godt nok. Vi skal arbejde mere på de der skift, siger Tazana Kamanga-Dyrbak, som var tydeligt frustreret.
Simon Hansen indledte stafetten for Danmark, og han tror på, at der er mere i vente fra danskerne i fremtiden.
- Muligheden for at komme i en finale var der, og vi greb ud efter den. Vi fortsætter fremad, og jeg tror, vi kommer til at chokere verden i fremtiden, siger Simon Hansen.
Jamaica var hurtigst af alle i tiden 37,82 sekunder og er sammen med Kina, Canada, Italien, Storbritannien, Tyskland, Ghana og Japan klar til finalen.
Kojo Musah har som den eneste af de danske løbere været i aktion tidligere under OL. Han var således med i 100-meterløbet.
Ved den lejlighed løb han den 29. bedste tid i det indledende heat. Det var dog ikke nok til avancement.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker