Dansk skiløber med stort resultat: Det var et vildt øjeblik
Christian Borgnæs lå nummer et, da han havde færdiggjort andet gennemløb i lørdagens storslalom-konkurrence. Han endte på 14.-pladsen. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Christian Borgnæs førte en overgang World Cup-løbet i Adelboden og blev tiljublet. Han endte på 14.-pladsen.
Skiløberen Christian Borgnæs leverede lørdag et af de største danske resultater nogensinde i den alpine World Cup.
I schweiziske Adelboden blev den 27-årige dansker nummer 14 i storslalom-konkurrencen.
Han lå kortvarigt i spidsen for konkurrencen efter andet gennemløb, hvilket fik publikum til at bryde ud i stor jubel.
- Der var bare mega meget lyd fra tilskuerne, da jeg kom ned i målområdet.
- Jeg tænkte straks; "hov, jeg ligger nok forrest", og da jeg så fik bremset op, så kunne jeg se på tidstavlen bagved, at jeg førte.
- Så kom det hele bare ud af mig. Endelig lykkedes det for mig, og jeg fik vist, hvad jeg kan. Det var bare et mega sejt moment. Publikum stoppede efter lidt tid med at juble, men jeg fik dem startet igen, siger Christian Borgnæs.
Generelt har den danske skiløber været hæmmet af at starte langt tilbage i feltet, hvilket har gjort det svært at kæmpe sig op i top-30, hvor der uddeles World Cup-point.
Nu er det lykkedes for ham to gange inden for kort tid. For små tre uger siden i Alta Badia blev han nummer 28 og hentede tre point.
- Mine trænere, min kæreste, min familie og jeg selv har længe vidst, at mit niveau er til en placering i top-15.
- Endelig lykkedes det for mig. Det er bare rigtig dejligt at have papir på det nu, siger Christian Borgnæs.
I lørdagens storslalom-konkurrence i Adelboden startede Borgnæs som nummer 34. I første gennemløb satte han 25. bedste tid. Han kørte sig op på 14.-pladsen, da han i andet gennemløb satte sjettebedste tid.
- Mit første gennemløb var ikke helt så godt. Jeg var lidt for forsigtig, og jeg lavede nogle småfejl, der betød, at jeg tabte lidt tid.
- Andet gennemløb gik rigtig godt, og jeg fik vist det niveau, jeg er på i øjeblikket, siger han.
Christian Borgnæs har tidligere i karrieren repræsenteret Østrig. I 2022 skiftede han sin licens ud, så han kunne repræsentere Danmark i stedet for Østrig.
Lørdagens konkurrence i Adelboden blev vundet af schweiziske Marco Odermatt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned