Dansk skitalent skal dyste mod VM-stjerner

Danske Christopher Fårup er i disse dage taget en tur til det tyske skiports-mekka Garmisch-Partenkirchen, hvor den kun 18-årige knægt onsdag debuterer på allerhøjeste niveau.

Det danske skilandsholds træner, Sven Ullrich, som coacher Christopher Fårup, ser realistisk på danskerens chancer ved VM.

- Han er stadig juniorløber to år endnu, så dette ræs skal kun være med til at give ham noget erfaring på allerhøjeste niveau, siger Sven Ullrich til Ritzau.

Som én af de mindst erfarne løbere bliver det lidt af en mundfuld for Christopher Fårup at skulle dyste i Garmisch-Partenkirchen. VM-pisten lægger nemlig op til et orgie af styrt, vurderer Danmarks mest kendte skiløber Johnny Albertsen.

- Pistecheffen dernede er meget begejstret for at sprøjte med vandslanger, så det bliver lidt af en skøjtebane for løberne. Det gør, at du skal være ekstrem præcis, og det stiller kæmpe krav til din teknik, siger Johnny Albertsen.

Christopher Fårup er ikke taget til VM i alpint skiløb for at hente medaljer hjem.

- Jeg skal bare køre mit eget løb, siger skitalentet til hjemmesiden skiportal.dk.

Teenageren kender godt sin plads i et felt med verdensstjerner som amerikaneren Bode Miller, kroaten Ivica Kostelic, østrigeren Benjamin Raich og schweizeren Didier Cuche.

- Jeg får store tæv af de bedste. Men det betyder jo, at jeg kun kan overraske positivt, siger den 18-årige dansker, som i sidste uge deltog ved VM for juniorer.

Christopher Fårup tager hjem igen efter onsdagens Super G, som groft sagt er en mellemting af slalom og styrtløb.

/ritzau/

Den unge dansker Christoffer Fårup skal onsdag køre om kap med den alpine verdenselite under VM i Tyskland.

Offentliggjort Sidst opdateret