Dansk slider forventer store ting af landsmænd på ny udbrudsdag
Magnus Cort med den blå moustache spillede en fremtrædende rolle på onsdagens etape. Det kan han komme til igen torsdag.
Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Torsdagens etape passer godt til Jakob Fuglsang og Magnus Cort, mener Christopher Juul-Jensen
Rytterne sled og slæbte på onsdagens Tour de France-etape, hvor alle tilsyneladende havde luret, at det omsider var dagen, hvor et udbrud kunne slippe fri.
Angreb fulgte fremstød, og det tog flere timer, inden først en kvartet med Magnus Cort og siden en større gruppe kom afsted.
Den slags trækker tænder ud. Men torsdag venter formentlig en ny mulighed for lykkeridderne. Den knap 180 kilometer lange etape er nærmest savtakket og ligner en klassisk udbrudsetape.
- Det kan man næsten ikke tænke på, siger Christopher Juul-Jensen.
- Men starten er dog så hård, at det umuligt kan være så stort et felt, der jagter i så lang tid som onsdag. Der kommer til at være udskilning efter kort tid, fordi stigningen kommer så tidligt. Når udbruddet kører, så kører det, spår han.
Etapen rummer fem kategori-3-stigninger, og den første top kommer allerede efter godt 32 kilometer.
Stigningerne er næppe hårde nok, til at klassementfolkene kommer til at angribe hinanden. Det ligner en etape for udbrydere med klatreben, og Juul-Jensen har store forventninger til to landsmænd.
- Det er Jakob Fuglsang-typer, der har gode muligheder for at klare sig. Magnus Cort ser også ud til at være fremragende. Det må være det blå skæg, siger Christopher Juul-Jensen om bornholmeren med den markante moustache.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned