Dansk spilstyrer: Sverige kan ikke overraske ved EM

Det er to hold, der kender hinanden vældig godt, der står over for hinanden, når Danmark og Sverige mødes i de to holds åbningskamp ved EM i damehåndbold i Serbien tirsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske playmaker Kristina Kristiansen mener da heller ikke, at svenskerne kan overraske Danmark i den vigtige premierekamp.

- Sverige ligger udmærket til os. De spiller lidt ligesom vi har gjort. Enten 6-0- eller 5-1-forsvar. Og i angrebet er det også nogenlunde det samme som os, siger Kristina Kristiansen.

Danmark slog Sverige klart for blot ni dage siden ved Møbelringen Cup i Norge, men for begge hold gjaldt det, at vigtige spillere sad på bænken, og at der ikke blev ruttet med hemmelighederne.

- Selvfølgelig kan man bruge de tidligere resultater til noget. Men det kan være, de sparede lidt på noget og tænkte, at de ikke skulle vise for meget. Det ved man jo ikke.

- Nu spiller vi på en lidt anden måde, end vi har gjort tidligere. Det kom måske lidt bag på dem deroppe. Men det gør det nok ikke denne gang. Sverige ser jo også video og forbereder sig på os, siger Kristina Kristiansen.

De to seneste gange, der har været point på spil - ved OL i London og ved VM i Brasilien sidste år - har Danmark besejret Sverige.

Kampen begynder klokken 20.15.

/ritzau/