Dansk Sunweb-rytter indleder med guld på VM-førstedagen
Søren Kragh Andersen fik en god start på VM i cykling. Foto: /ritzau/Michael Bahlo
/ritzau/Michael Bahlo
Cykelrytteren Søren Kragh Andersen vandt søndag VM-guld i holdtidskørsel med sit Sunweb-mandskab.
Der var danske medaljer allerede på førstedagen af VM i cykling i norske Bergen.
I herrernes holdtidskørsel vandt Sunweb guld med Søren Kragh Andersen på holdet. Sunwebs kvinder havde tidligere søndag vundet guld i samme disciplin.
Ud over danskeren var også Tom Dumoulin, Lennard Kamna, Sam Oomen, Michael Matthews og Wilco Kelderman med på Sunweb-holdet.
Sunweb var 47 minutter og 50,42 sekunder om at gennemføre de 42,5 kilometers holdtidskørsel.
BMC, der vandt VM-guld i disciplinen i både 2014 og 2015, kom ind på andenpladsen lidt over otte sekunder langsommere.
Sky, som mistede Geraint Thomas og Owain Doull 11 kilometer fra målstregen, gennemførte løbet med fire ryttere - heriblandt Chris Froome - og snuppede bronze.
Hos kvinderne vandt Sunweb også guld på holdtidskørslen. Her var der ingen danskere med på holdet.
Men der var en dansker på podiet, da Cecilie Uttrup Ludwig var med på Cervelo-Biglia, der vandt bronze - 28 sekunder efter vinderholdet, Sunweb.
Boels-Dolmans endte på andenpladsen 12 sekunder efter Sunweb.
Danske Virtu Cycling opnåede en femteplads i holdtidskørslen med blandt andre danskerne Christina Siggaard og Pernille Mathiesen på holdet. Også den danskfødte newzealænder Linda Villumsen var med på holdet.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker