En pinlig situation har ramt dansk tennis.
Faren til den danske spiller Karen Barbat, Mihai Barbat, slog angiveligt en spiller bevidstløs, da han mandag overværede sin datters kamp under en turnering i tyske Versmold i nærheden af Hannover.
- Sådan som jeg oplevede det, sad der en gruppe mennesker på tribunen og heppede utrolig meget på min modstander. De irriterede mig meget, og jeg forsøgte igen og igen at bede dem dæmpe sig lidt, fortæller 19-årige Karen Barbat til eb.dk.
- Men de grinede bare. Det sidste jeg husker er, at en af spillerne provokerede min far. Vedkommende skubbede til ham, og så er det rigtigt, at han kom til at reagere på en uheldig måde. Han gav hende et slag, siger Karen Barbat.
Det var den hollandske spiller Elise Tamaela, som blev slået ned. Hun heppede på sin doublemakker, der spillede mod danskeren. En tur på hospitalet kunne fastslå, at hun havde pådraget sig en hjernerystelse.
Ifølge hjemmesiden sbnation.com forsvandt familien Barbat hurtigt fra tennisanlægget efter episoden.
Derfor har tysk politi endnu ikke fået talt med Mihai Barbat om sagen.
- Vi har ikke været i kontakt med hr. Barbat. Men vi vil nu ringe til ham og stille ham nogle spørgsmål, fortæller Armin Ruhe, talsmand for den lokale politistation.
- Vi er klar over, at der har fundet en episode sted. Det bekræftede Elise Tamaela over for os. Og vi ved, at hun netop nu bliver behandlet på hospitalet.
- Men hvad der egentlig er sket på stadion, ved vi endnu ikke med sikkerhed. Derfor vil vi gerne tale med hr. Barbat, siger Ruhe.
Sbnation.com mener at vide, at Mihai Barbat også kom med racistiske tilråb mod den mørkhudede Tamaela, hvis mor, Corrie, til hollandske medier siger:
- Det er forkert bare at gå væk. Den mand er bare kriminel.
Mihai Barbat har tidligere gjort uheldig opmærksom på sig selv. Ved sidste års WTA-turnering i Farum blev han anholdt for spritkørsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker