Dansk tenniskomet fortsætter svær start på 2020
Holger Rune fik kun tre partier mod Geoffrey Blancaneau. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Holger Rune måtte se sig slået klart i første runde af en challenger-turnering på grus i Uruguay.
Den danske tenniskomet Holger Rune har en ambition om at tage store spring op ad verdensranglisten i sæsonen 2020, som er den første, hvor han er fuldt ud dedikeret til seniorniveau.
Men indtil videre har de store resultater ladet vente på sig. Mandag tabte han klart i første runde af Challenger-turneringen i Punta del Este i Uruguay.
Den 16-årige Rune, der rangerer som nummer 854 på verdensranglisten, tabte med cifrene 1-6, 2-6 til franske Geoffrey Blancaneau, der ligger nummer 317.
Rune havde fået et wildcard til turneringen, der bliver spillet på grus.
Den unge dansker fik ligeledes et wildcard til årets første turnering i Noumea i Ny Kaledonien. Her tabte han også i første runde af turneringen på challenger-niveau, der er det næsthøjeste niveau.
Derefter fulgte et wildcard til en ATP-turnering - det højeste niveau - i ASB Classic i Auckland, hvor det blev til nederlag i anden runde af kvalifikationsturneringen.
Han vandt uden kamp i første runde og fik dermed seks point, der sendte ham 165 pladser frem på verdensranglisten og op som nummer 854.
Det skal med til historien om den svære start i 2020, at Rune indtil videre i 2020 kun har mødt modstandere, der er rangeret langt højere end ham selv.
Mandagens modstander, der altså er nummer 317, er således den lavest rangerede, han har mødt.
Rune vandt sidste år juniorernes French Open samt juniorernes sæsonfinale, hvilket sendte ham op på en førsteplads på juniorernes verdensrangliste.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned