Dansk tennisspiller slår verdens nummer 76 i USA
Jordan Thompson (på billedet) nåede for nylig anden runde i US Open. I kvalifikationen til turneringen i San Diego tabte han til danske August Holmgren. Foto: Matthew Stockman/Ritzau Scanpix
Matthew Stockman/Ritzau Scanpix
Tennisspilleren August Holmgren leverede en gedigen overraskelse, da han slog Jordan Thompson i USA.
Holger Rune, Mikael Torpegaard og Frederik Løchte Nielsen har i en årrække tegnet dansk herretennis på den største internationale scene.
Men lørdag aften leverede en anden dansker et stort resultat, da 23-årige August Holmgren højst overraskende besejrede australieren Jordan Thompson i kvalifikationen til ATP-turneringen i San Diego.
Thompson er nummer 76 i verden, mens Holmgren blot er på ranglistens 903.-plads.
Ikke desto mindre var det nordsjællænderen, som trak sig sejrrigt ud af dysten om en plads i kvalifikationsfinalen i den californiske by.
Et enkelt servegennembrud var nok til at tage første sæt, da Holmgren ikke selv tillod Thompson at bryde serven.
Det skete til gengæld i andet sæt, hvor den 27-årige australier bragte sig på 4-1 og 5-2, før Holmgren med et flot comeback pressede sættet ud i tiebreak.
På sin anden matchbold lykkedes det Holmgren at tage den store skalp. Nu er han én sejr fra hovedturneringen i San Diego.
En by, danskeren kender særdeles godt, da han til daglig går på University of San Diego.
I kvalifikationsfinalen venter endnu en svær modstander i skikkelse af italieneren Salvatore Caruso, verdens nummer 124.
Kampen spilles søndag klokken 20.30 dansk tid.
August Holmgren er også en del af det danske Davis Cup-hold, som tidligere i september slog Thailand i Kolding.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker