Dansk U21-kaptajn skifter til Werder Bremen
Jannik Vestergaard skifter Hoffenheim ud med Werder Bremen på en kontakt gældende til 2018.
Anføreren for det succesfulde danske U21-landshold i fodbold, Jannik Vestergaard, spiller i de næste tre et halvt år for bundesligaklubben Werder Bremen.
Den nordtyske klub meddeler tirsdag, at den har købt Vestergaard fri af kontrakten med ligakonkurrenten Hoffenheim, hvor han i denne sæson har haft svært ved at få spilletid i midterforsvaret.
Vestergaard gennemførte tirsdag lægetjekket i sin nye klub og satte efterfølgende sin underskrift på en kontrakt gældende til 30. juni 2018.
- Vi ønsker at videreudvikle vores trup og har ønsket os en spiller som Jannik Vestergaard. Han er dygtig inde i midten, er fysisk stærk og er taktisk meget godt skolet, siger Werder Bremens cheftræner, Viktor Skripnik, til klubbens hjemmeside.
Der venter det tidligere Brøndby-talent en stor opgave i foråret, hvor han skal være med til at tætne en defensiv, der hidtil i denne sæson har vist som Bundesligaens dårligste.
39 mål har Werder lukket ind i de første 17 kampe, og traditionsklubben befinder sig i en farlig position som tredjesidst i rækken.
De to nederste hold efter sæsons sidste kamp rykker direkte ud, mens nummer tredjesidst skal spille playoff om at forblive i den bedste række.
I Bremen har man store forventninger til sin nye dansker.
- På det sportslige plan har vi længe holdt øje med ham, siger sportschef Thomas Eichin.
- Vi er i ledelsen enige om, at Jannik Vestergaard medbringer en perfekt blanding af erfaring og udviklingspotentiale, som vi kan bygge på i fremtiden. Han har værktøjet til at markere sig på holdet.
Nu 22-årige Vestergaard skiftede i 2010 fra Brøndbys ungdomsafdeling til Hoffenheim. Han er siden noteret for 71 kampe i Bundesligaen, hvor han har scoret fire mål.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned