Dansk verdensmester forlænger kontrakt med Trek
Mads Pedersen blev fejret i både lufthavnen og på Københavns Rådhus, efter at han i 2019 skrev dansk cykelhistorie med sit verdensmesterskab. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mads Pedersen vil frem til og med 2022 fortsat køre for World Tour-holdet Trek.
Den danske verdensmester i landevejscykling, Mads Pedersen, har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse til og med 2022-sæsonen med sit hold, Trek.
Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.
Mads Pedersen kom til det amerikanske hold i 2017 og nåede karrierens foreløbige højdepunkt, da han sidste år blev den første danske herrerytter til at blive verdensmester i linjeløb for de professionelle ryttere.
Den 24-årige dansker fortæller, at holdchef Luca Guercilenas tro på ham, inden han overhovedet havde bevist sig på den store scene, er en af grundene til, at han ønskede at blive.
- Luca troede virkelig på mig allerede for tre år siden, da jeg fik min første kontrakt med holdet.
- Allerede året før faktisk, da jeg havde nogle problemer med Cult og Stölting (tidligere hold, red.), viste han sin tro på mig, da han sagde, at jeg ville få en kontrakt, hvis mit hold lukkede, siger Mads Pedersen i pressemeddelelsen.
- Det var en afgørende årsag til at forlænge med holdet nu.
Trods uroen omkring sponsorerne Cult og Stölting fortsatte holdet en sæson mere med Mads Pedersen på holdet, inden han i 2017 skiftede til Trek.
Han står noteret for 12 sejre i sin karriere indtil videre og viste med sin andenplads i klassikeren Flandern Rundt i 2018, at han kan køre med om sejrene i de store endagsløb.
Derudover har han også vundet både DM og Danmark Rundt samlet.
Ifølge Luca Guercilena kan man forvente sig endnu mere af den unge dansker.
- Han er en vinder. Han har en vinders instinkt. Og jeg tror fuldt og fast på, at han er på vej til at lave store resultater i klassikerne, siger han.
Og det er også planen for Mads Pedersen.
- Jeg vil blive ved med at vinde løb. Jeg vil være mere konstant og mere på topniveau i klassikerne, ikke kun de store løb, men i alle løbene, i stedet for bare at poppe frem ind imellem, siger han.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker