Dansk veteran vil stoppe vild Barcelona-duo i Vejle

Alexia Putellas (til højre) scorede til slutresultatet 2-0, da Barcelona for nylig slog Lyon 2-0 i Champions League-finalen. Aitana Bonmatí (til venstre) scorede til 1-0. (Arkivfoto). Foto: Susana Vera/Reuters

Der skal mod og skarphed til for at slå verdensmesteren Spanien, mener Sanne Troelsgaard.

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens bedste kvindelige spillere gæster fredag Vejle, når Spaniens verdensmestre er på besøg i EM-kvalifikationen.

Og en af nøglerne til dansk sejr bliver at stoppe Barcelona-stjernerne Alexia Putellas og Aitana Bonmatí, mener den danske veteran Sanne Troelsgaard.

- De spiller enormt klogt, og det er fascinerende, hvordan de to formår at rykke bolden rundt på banen. Det skal vi ind og forsøge at slå i stykker, siger Troelsgaard.

26-årige Bonmati vandt Ballon d'Or i 2023, efter at 30-årige Putellas havde vundet prisen i både 2022 og 2021.

Et par længere skadespauser har sat Putellas lidt tilbage, men for nylig kom hun ind og scorede det sidste mål, da Barcelona slog Lyon 2-0 i Champions League-finalen.

- Desværre for os har hun været godt på vej tilbage det seneste halve års tid. Det er godt for hende og en klar fordel for Spanien, siger Troelsgaard.

Danmark har tabt sine seneste tre kampe mod spanierne uden at score. Men optimismen er til stede, selv om bookmakerne har Spanien som kæmpe favorit.

- Jeg ved ikke, om det vil være en sensation, hvis vi slår dem. Jeg vil hellere sige, at det kræver en storslået præstation af os.

- Vi skal være kompakte og klar til at være fysiske i duellerne, men vi skal også turde spille vores eget spil nede bagfra og frem til vores midtbanespillere og 10'er. Det kan hurtigt blive forkrampet, hvis man bare lader dem have bolden hele tiden.

- Vi skal også være skarpe og forsøge at være farlige på vores standardsituationer. I det hele taget skal vi nok bare forsøge at score på vores chancer, for dem får man ikke oceaner af mod verdensmestrene, siger hun.

Troelsgaard er nykåret italiensk mester og pokalvinder med Roma, som hun netop har skrevet en ny etårig kontrakt med. På landsholdet har hun på det seneste været henvist til en rolle som indskifter.

- Jeg er lidt ældre end de andre, men jeg har stadig store ambitioner om at spille fra start.

- Men jeg kan ikke gøre andet end at træne hårdt og være klar, når der er brug for mig på de positioner, som jeg er i spil til. Jeg kan spille flere steder, og det ser jeg som en fordel, men det er op til træneren, hvem der spiller.

Der er kickoff mellem Danmark og Spanien på landsholdets nye hjemmebane i Vejle fredag klokken 19. Tirsdag i næste uge afvikles det omvendte opgør på Tenerife.

/ritzau/