Danmarks eneste deltager i kvindernes VM-enkeltstart Michelle Lauge var mere end tre minutter efter vinderen, Judith Arndt fra Tyskland.
Selv om Lauge ikke var i nærheden af medaljer, så godkender hun sin indsats.
- Det gik rigtig godt. Jeg kørte en enkeltstart, der var hurtigere, end jeg nogensinde har kørt tidligere, siger Michelle Lauge.
- Jeg er kun 20 år og kæmper mod de bedste i verden, så jeg er fint tilfreds, fastslår danskeren, der især kæmpede med blæsten på de 27,8 kilometer rundt i København.
- Det var helt vildt hårdt. Der var meget mere vind, end jeg havde regnet med. Den største udfordring var nok at få disponeret kræfterne i forhold til med- og modvind, fortæller Lauge, der var en af de tidlige startere på enkeltstarten.
Dermed blev hun ikke ramt af regnvejret over hovedstaden.
- Jeg fik måske 10 dryp, så det påvirkede mig ikke, siger Michelle Lauge.
Hun fortæller også, at hun følte sig båret frem af hjemmepublikummet, der var mødt frem overalt på ruten:
- De bakkede mig op hele vejen og råbte mit navn. Det gav sommerfugle i maven. Det var virkelig vildt. Stor tak til publikum.
Linda Villumsen, der vandt sølv i enkeltstarten, kørte frem til 2009 for Danmark, men har skiftet statsborgerskab og optræder nu for New Zealand.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker