Dansk VM-målmand forlænger med fransk håndboldklub
Sandra Toft kan tage til VM i håndbold med en dugfrisk kontraktforlængelse i bagagen. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Håndboldmålmanden Sandra Toft har lagt yderligere et år på sin kontrakt med franske Brest Bretagne.
Den danske håndboldmålmand Sandra Toft har forlænget kontrakten med den franske topklub Brest Bretagne.
På sin hjemmeside meddeler Brest Bretagne, at Toft har lagt yderligere et år på sin kontrakt, så den løber frem til sommeren 2021.
- Jeg er virkelig glad. Jeg tvivlede aldrig rigtig på, at det kunne lade sig gøre. Jeg følger altid mit hjerte, og alt i mig sagde, at jeg skulle blive, siger hun til klubbens hjemmeside.
Toft skiftede i sommer fra de danske mestre fra Team Esbjerg til den franske topklub. Og det har hun ikke fortrudt.
- For at være helt ærlig vidste jeg ikke, hvordan det ville udvikle sig, eller hvordan jeg ville tilpasse mig en fransk klub. Jeg ville gerne lige se, hvordan holdet klarede det, men alt går godt, så selvfølgelig bliver jeg.
- Vi spiller bedre, end jeg havde regnet med. Vi vinder mange kampe og ligger nummer et i ligaen og Champions League.
- Og det franske sprog er ikke så svært at lære, som jeg havde frygtet. Selvfølgelig er det svært, men jeg får en bedre og bedre forståelse, og pigerne og staben taler bedre engelsk, end jeg troede, siger Sandra Toft.
30-årige Sandra Toft er udtaget til Danmarks landshold, der senere i november rejser til Japan for at deltage ved VM i håndbold.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned