Dansk VM-møde fik Morten Olsen til at afvise Australien
Morten Olsen var en af kandidaterne til at blive australsk landstræner, efter at Ange Postecoglou trak sig i november sidste år. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix
Morten Olsen havde ikke lyst til at stå over for Danmark ved VM-slutrunden som landstræner for Australien.
Da Morten Olsen i slutningen af 2017 blev kontaktet af Det Australske Fodboldforbund angående det ledige landstrænerjob, takkede han hurtigt nej.
Udsigten til at møde Danmark ved VM-slutrunden var en af årsagerne, fortæller den tidligere danske landstræner.
- Da jeg fem minutter efter fandt ud af, at Australien skulle spille mod Danmark, sagde jeg: "Mange tak for henvendelsen, men det bliver ikke mig", siger Morten Olsen.
Spørgsmål: Så det var, fordi Australien skulle møde Danmark?
- Ja, for mig lå det for tæt på. Især når du har været der i så mange år. Det var jeg ikke interesseret i på nogen som helst måde, lyder det fra Olsen.
Morten Olsen var landstræner for Danmark fra 2000 til 2015. Han førte Danmark til VM-slutrunderne i 2002 og 2010 samt EM-slutrunderne i 2004 og 2012.
I april kom det frem i programmet "Meyerheim & stjernerne", at Olsen var en af kandidaterne til at overtage det australske landstrænerjob.
Han blev bedt om at komme til samtale, men "energien og entusiasmen" var der ikke længere, forklarede Olsen i programmet.
Efter at have kvalificeret Australien til VM trak Ange Postecoglou sig som landstræner i november sidste år.
Bert van Marwijk blev to måneder senere hyret som ny mand i spidsen af Det Australske Fodboldforbund.
Med hollænderen i spidsen har Australien fået en fornuftig optakt til VM-slutrunden i Rusland.
I sidste uge besejrede holdet Tjekkiet 4-0, og tidligere på året spillede man 0-0 mod det stjernespækkede colombianske landshold.
Danmark og Australien tørner sammen i den anden gruppekamp 21. juni. Foruden de to nationer skal Frankrig og Peru kæmpe om at komme videre fra gruppe C.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker