Dansk VM-profil undgår helst Montenegro
Med kun en kamp igen af det indledende VM-gruppespil kan de danske håndboldkvinder begynde at overveje, hvad der venter i 1/8-finalen.
Det afhænger både af, hvem der vinder Danmarks gruppe, og hvordan det forløber på sidste spilledag i den helt åbne gruppe A, som Danmarks gruppe skal krydses med.
Umiddelbart er der en modstander, der på forhånd ligner en ønskemodstander, nemlig Holland, der formentlig kommer op imod vinderen af den danske gruppe.
Det ligner på forhånd det mest overkommelige hold, hvis man sammenligner med de tre øvrige alternativer, Sydkorea, Frankrig og Montenegro.
- Hvis vi skal vinde noget som helst, skal vi jo kunne slå alle. Men jo, Holland ville da være fint, erkender den danske stregspiller og rivejern i forsvaret, Marianne Bonde.
Men alt kan ændre sig på sidste spilledag, hvis hollænderne overrasker og slår Montenegro, mens Sydkorea besejrer Frankrig. Så vil europamesteren Montenegro slutte som nummer fire og skulle møde vinderen i Danmarks gruppe.
- Det ville være dumt at løbe ind i Montenegro hernede. De får jo hallen fuld af deres egne tilskuere og er i det hele taget et superstærkt hold.
- Så dem vil jeg meget gerne undgå. Men igen, vi skal kunne slå alle, så det er op til os selv, siger Marianne Bonde.
Det hele afgøres fredag, hvor alle grupper har sidste spilledag, og hvor Danmark møder Brasilien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned