Danske atleter henter medaljer ved U23-EM
Dansk atletik hentede to medaljer søndag ved U23-EM i Tallin. Samtidig var der dansk rekord i 400 meter hæk.
Danmark hentede to medaljer ved U23-EM i atletik søndag i Tallinn.
Først var det Stina Troest, som sikrede en sølvmedalje til Danmark, da hun kom ind som nummer to i en jævnbyrdig finale på 400 meter hæk i tiden 56,01 sekunder.
Det var blot 0,13 sekunder fra hendes egen danske U23-rekord.
- Jeg gav den måske lidt for meget i starten. Jeg blev lidt distraheret af dem, der ligger foran mig i stedet for bare at løbe mit eget løb, siger Troest i en pressemeddelelse.
Hun tog dermed sin tredje medalje i karrieren efter sølv ved ungdoms-OL 2010 og bronze ved junior-EM i 2013.
I mændenes 400 meter hæk sikrede Nicolai Hartling bronze med tiden 50,02 sekunder, hvilket var en forbedring af Hartlings egen danske rekord med 0,11 sekunder. Det er blot anden gang siden 1976, at rekorden bliver forbedret.
- Mit mål var at sætte dansk rekord, og som en bonus fik jeg en medalje med, siger Hartling, der er barnebarn af tidligere statsminister Poul Hartling.
Stina Troest er allerede udtaget til VM i Beijing i næste måned, mens Hartling mangler et stykke for at klare VM-kravet på 49,50 sekunder.
Det er første gang, dansk atletik vinder mere end én medalje ved U23-EM, der er afviklet hvert andet år siden 1997.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde