Danske aviser ryster på hovedet over endnu et VM-selvmål

Saudi-Arabien blev onsdag officielt tildelt værtskabet for VM i herrefodbold i 2034. Foto: -/Ritzau Scanpix

Et historisk lavpunkt for åben skærm, lyder det blandt andet om udsigten til fodbold-VM i Saudi-Arabien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver mødt med hovedrysten i de danske aviser, at Saudi-Arabien onsdag officielt blev tildelt værtskabet for VM i herrefodbold i 2034.

Det fremgår af flere ledere, som torsdag er blevet bragt.

En af kritikerne er Ekstra Bladet, der mener, at fodboldslutrunden vil ende med at blive "et historisk lavpunkt for åben skærm".

- Det blodige styre i Saudi-Arabien har fået VM 2034 efter en proces, som har ramt et nyt lavpunkt i Fifas historie, skriver Ekstra Bladets Jan Jensen, som op til VM i Qatar i 2022 lavede podcastserien "Blodbold".

Qatar blev dengang blandt andet stærkt kritiseret for migrantarbejdernes forhold i landet og for landets brud på menneskerettighederne.

Nu er der så udsigt til en VM-slutrunde i et land, der om muligt er endnu værre. Det skriver JydskeVestkysten i avisens leder.

- Synes du, at det var en skandale at holde fodbold-VM i Qatar for to år siden? Så glæd dig til 2034 i Saudi-Arabien. Velkommen til det værste regime, som nogensinde har lagt græs til en slutrunde, lyder det.

Politiken kritiserer valget under overskriften "VM i dårlige valg".

- Det er uendelig trist, at det smukke spil styres af organisationer, desværre også DBU, der bruger deres magt så forkert, skriver Politiken.

Hos Jyllands-Posten undrer man sig blandt andet over, at der ikke har været større modstand mod tildelingen af værtskabet til Saudi-Arabien.

- Fodboldorganisationen Fifa vil tildele VM i 2034 til et af klodens værste diktaturer. Protesterne fra fodboldens egne rækker har indtil videre været forbavsende svage, lyder det hos Jyllands-Posten.

Også hos Information bliver valget af Saudi-Arabien kritiseret.

- Hvor kunne det være rart at tro på, at VM i Saudi-Arabien i 2034 ikke skubber tusindvis af migrantarbejdere ud i moderne slaveri.

- Det lader bare til at være naivt. Hvor længe skal det danske herrelandshold være nyttige idioter for diktaturstater?

/ritzau/