Danske badmintondoubler overvinder problemer i Malaysia
Både i mixeddouble og i herredouble er Danmark repræsenteret ved semifinalerne i Malaysia Open.
Mixeddoublen Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen er klar til semifinalen i Super Series Premier-turneringen Malaysia Open.
De sjetteseedede danskere var ellers i problemer mod det fjerdeseedede sydkoreanske par Kim Ha Na og Ko Sung Hyun.
Sydkoreanerne vandt første sæt 21-14, før Fischer og Pedersen kom i gang og vandt de følgende to sæt 21-18, 21-7.
I første sæt havde sydkoreanerne overtaget og førte fra start til slut. Parret gik fra 6-4 til 11-4, og det kom Fischer og Pedersen aldrig tilbage fra.
Andet sæt var straks mere jævnbyrdigt, og parrene fulgtes ad til 10-10. Så var det danskernes tur til at ramme en stime, og med fire point i træk blev der skabt et forspring, som sydkoreanerne ikke kunne hente.
Dermed så tredje sæt ud til at blive spændende, men det blev det ikke. Fischer og Pedersen var overlegne og vandt sættet 21-7 på få minutter.
Hvis seedningerne holder, møder det danske par andenseedede Tontowi Ahmad og Lilyana Natsir fra Indonesien i lørdagens semifinale.
Også i herredouble var der dansk succes fredag. Ligesom i mixeddouble var det en blandet kamp med op- og nedture, da Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen spillede sig videre til semifinalen.
I første sæt mod de andenseedede indonesere Hendra Setiawan og Mohammed Ahsan vandt danskerne ubesværet 21-8, mens et tættere andet sæt blev tabt 17-21.
En god indledning på tredje sæt sørgede for, at indoneserne blev sat under pres, og to gange Mads vandt til sidst sættet 21-17.
I semifinalen venter enten turneringens fjerdeseedede eller syvendeseedede par.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned