Danske bordtennisherrer på OL-jagt åbner VM med nederlag
Anders Lind slog Simon Gauzy i fem sæt, men det rakte ikke til samlet dansk sejr over Frankrig ved hold-VM. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters
Anders Lind vandt sin første kamp, men Danmarks bordtennislandshold tabte samlet til Frankrig ved hold-VM.
Danmarks mandlige bordtennislandshold kunne som forventet ikke vinde samlet over Frankrig ved hold-VM i sydkoreanske Busan.
Danmark tabte tre af de fire første kampe, og med føringen 3-1 var Frankrig sikker på at vinde samlet i åbningskampen.
Frankrig rangerer som verdens nummer fire på holdlisten, hvor Danmark ifølge Bordtennis Danmark ligger nummer 19.
Overraskelsen lurede, da Anders Lind udlignede til 1-1 ved at slå Simon Gauzy for første gang i karrieren, men i de efterfølgende kampe tabte Tobias Rasmussen og dernæst Lind i hans anden kamp.
I den første kamp havde Jonathan Groth tabt i fem sæt mod verdens nummer seks, Felix Le Brun.
- Groths sidste tre sæt var på et uhyggeligt højt niveau. Selv er jeg tilfreds med at vinde en tæt kamp over en spiller, jeg ikke før har slået, siger Anders Lind i en pressemeddelelse efter holdkampen.
Landstræner Linus Mernsten kalder det "en helt fin præstation".
- Vi mødte et af verdens fire bedste hold. Jonathan Groth leverede en verdensklassekamp mod verdens nummer seks Felix Le Brun. Groth viste, hvad koncentration og tro kan gøre.
- Anders Lind slog Simon Gauzy for første gang i karrieren og førte 10-6 i første sæt mod Felix Le Brun, der mirakuløst fik vendt sættet. Nu er vi i gang og ved, at formen ikke fejler noget, siger Mernsten.
Danmark har stadig fine chancer for at avancere til turneringens næste fase. Den indledende gruppe tæller også Australien, Algeriet og Østrig, og de tre bedste fra gruppen går videre til knockout-runderne.
Frankrig er favorit til at vinde gruppen, så Danmark skal formentlig gå videre via anden- eller tredjepladsen.
Det vil udløse en plads i 1/16.-delsfinalerne. En plads i kvartfinalen vil sikre dansk OL-kvalifikation.
Danmark skal næste gang i aktion søndag mod Australien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned