Danske curlingherrer triumferer med to sejre
De danske curlingherrer er særdeles godt kørende ved det igangværende VM, hvor det natten til onsdag blev til to sejre i turneringen.
Først gik det ud over Tjekkiet, som blev besejret med 6-5.
Tjekkerne havde nær hentet den danske føring med point ved både 9. og 10. ende, men det lykkedes altså lige akkurat danskerne at holde udfordrerne bag sig.
Et par timer senere gjaldt det Japan, som måtte se danskerne besejre sig med cifrene 7-4.
Det bringer skipper Rasmus Stjerne og hans mandskab op på en imponerende delt andenplads i turneringen, da det sammenlagt er blevet til fem sejre og blot to nederlag i turneringen.
Samme resultater har både Sverige og Skotland, mens værterne fra Canada er alene i spidsen med seks sejre og blot et enkelt nederlag.
Dermed ser det efterhånden rigtigt godt ud for Danmark, som har gode chancer for at sikre sig en plads i medaljekampene.
I første omgang står de danske curlingherrer dog over for yderligere fire kampe.
Ud over VM-medaljer er der også OL-kvalifikation på spil ved verdensmesterskaberne, der foregår i byen Victoria på den canadiske vestkyst.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker