Danske curlingkvinder smider sejr mod Sverige
Danmark havde indtil den sidste ende gode muligheder for at slå Sverige, men alligevel sluttede det i endnu en skuffelse for de danske curlingkvinder ved OL i Sotji.
Inden 10. ende var Danmark i vinderposition, men alligevel blev det til et nederlag på 6-7.
Efter en pointløs første ende kom Danmark først på tavlen med to point i den anden ende, men da svenskerne i den følgende ende havde fordelen af at skulle sende den sidste sten på isen, blev der udlignet til 2-2.
Stilen med at tage to point fortsatte i den fjerde ende, da den sidste danske sten havde succes med en take-out til føring på 4-2.
Den femte ende udviklede sig meget tæt. Det blotte øje havde svært ved at vurdere, om pointet skulle være svensk eller dansk, men det faldt ud til Sverige, som dermed reducerede til 3-4 inden pausen.
En lang sjette ende mundede også ud i en marginal afgørelse, og denne gang faldt den ud til dansk fordel til føring på 5-3. I syvende ende tog Sverige dog to point, så det var helt lige inden de tre sidste ender.
I ottende ende havde Danmark med den sidste sten muligheden for at gå efter to point, men valgte den mere sikre løsning og tog et enkelt til 6-5.
Niende ende udviklede sig dårligt for Danmark. Inden den sidste sten var Sverige i position til at tage tre eller måske fire point.
Men en svensk fejl resulterede i blot et point, så stillingen var 6-6, inden den sidste ende, hvor Danmark havde fordelen af at slutte med den sidste sten.
Den udnyttede Danmark ikke. Den sidste sten blev for lang, og så sejrede Sverige 7-6.
Nederlaget var det femte i træk, og efter fem runder er Danmark den eneste nation uden sejr.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde