Danske cykelstjerner skal til VM-eksamen i Canada
Magnus Cort er blandt de danske esser til VM. Her ses han under PostNord Danmark Rundt i august. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Jakob Fuglsang og Magnus Cort er blandt de danske ryttere, der skal demonstrere VM-form for landstræneren.
World Tour-løbene i Quebec og Montreal lever normalt en forholdsvis tilbagetrukket tilværelse i cykelsportens sæsonkalender.
Men når årets udgave af endagsløbene afvikles i denne weekend, vil den danske landstræner Anders Lund kigge på med stor interesse.
VM-esser som Magnus Cort, Jakob Fuglsang, Mikkel Honoré og Alexander Kamp er nemlig på startlisten. Og derfor bliver styrkeprøverne i Canada en slags eksamen, der kan få indflydelse på det danske VM-hierarki.
- Vi har endnu ikke lagt os fast på, hvem der skal være kaptajner ved VM. Quebec og Montreal kommer til at give os en god indikation af, hvordan rytternes form er.
- Når de er overstået, kommer vi til at lægge os fast på, hvem vi kører for, og hvordan vi vil gribe VM-løbet an, siger Anders Lund.
Han har modtaget afbud fra store navne som Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Michael Valgreen, Jonas Vingegaard og senest Søren Kragh Andersen.
Dermed er "kun" Jakob Fuglsang tilbage af de sædvanlige VM-kaptajner. Han har dog ikke gjort meget væsen af sig, siden han i sommer udgik af Tour de France med brækkede ribben.
Magnus Cort antydede i søndags, at VM-formen er på vej med en sjetteplads i et løb i Maryland, mens Alexander Kamp senest imponerede ved at blive nummer tre i Bretagne Classic.
Løbet i Quebec køres fredag, mens rytterne skal på vejen i Montreal to dage senere. Begge løb har World Tour-status og afvikles på kuperede omgange, der skal gennemkøres adskillige gange.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker