Danske EM-modstandere viser god form i Nations League
De russiske fodboldspillere kunne juble over et af målene i søndagens 3-2-sejr ude over Ungarn. Foto: Bernadett Szabo/Reuters
Bernadett Szabo/Reuters
Rusland og Finland vandt deres kampe i Nations League. Rusland slog Ungarn, mens Finland besejrede Irland.
Mens Danmark lørdag tabte sin første kamp i Nations League, så vandt de øvrige EM-modstandere deres kampe.
Søndag vandt både Rusland og Finland, som er to af Danmarks modstandere ved næste års EM-slutrunde.
Belgien, som er den tredje og sidste EM-modstander, vandt lørdag aften 2-0 i Parken over Danmark i Kasper Hjulmands første kamp som landstræner.
Rusland vandt søndag 3-2 ude over Ungarn, efter at russerne havde været foran 3-0. Holdene dyster på næstbedste niveau i Nations League.
Anton Miranchuk bragte Rusland foran 1-0 efter et kvarter, og Magomed Ozdoev fordoblede føringen ti minutter før pausen.
Få minutter inde i anden halvleg øgede den russiske back Mário Fernandes til 3-0 på et fornemt oplæg af Artem Dzyuba, og det lignede en knusende sikker sejr.
Sådan blev det dog ikke. For Ungarn svarede igen to gange og reducerede til 2-3.
Roland Sallai chippede 1-3-scoringen ind efter 62 minutter, inden Nemanja Nikolics reducerede til 2-3 otte minutter senere.
Tættere på point kom Ungarn dog ikke, og det endte med en kneben russisk sejr i Budapest.
Rusland vandt også sin første kamp over Serbien og topper nu gruppe 3 med seks point.
Også Finland sejrede søndag i Nations Leagues næstbedste lag, da holdet slog Irland på udebane med 1-0.
Indskiftede Fredrik Jensen scorede kampens enlige mål efter 64 minutter. Det skete blot et minut efter Augsburg-spillerens indskiftning.
Tidligere søndag vandt Wales på et mål af Liverpool-spilleren Neco Williams i overtiden 1-0 hjemme over Bulgarien og topper gruppe 4 med seks point.
Finland er toer med tre point efter to kampe.
På det laveste Nations League-niveau vandt Færøerne 1-0 ude over Andorra. Tidligere har Færøerne også slået Malta.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde