Danske fanværter for EM 2020 trækker sig efter kritik
Telia Parken i København er vært for fire kampe ved fodbold-EM i 2020. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter kritik på de sociale medier har to danske fodboldfans trukket sig som fanværter for EM 2020.
De danske fanværter for fodbold-EM i 2020 har trukket sig.
Personerne bag fansitet Copenhagen Sundays, Pelle Eliokor og David Bastian-Møller, blev valgt af Dansk Boldspil-Union (DBU) til at "lade danskerne op" til næste års EM, hvor København er blandt værterne.
Det blev offentliggjort på DBU's hjemmeside fredag, men nu siger fansene i en video, at de stopper.
På sociale medier har DBU's valg mødt hård kritik, da tidligere opslag fra de to fodboldtilhængere, der blandt andet indeholdt kritik af Brøndby-fans, er blevet gravet frem.
- Det var meningen, det skulle handle om Euro 2020 (EM 2020, red.) København og alle de oplevelser, der kommer i kølvandet på det, siger de i en video på Facebook.
- Vi har valgt at stoppe som værter for Euro 2020. Det er blevet personligt på en måde, vi ikke bryder os om. Kort sagt siger vi stop.
DBU skrev fredag, at Pelle Eliokor og David Bastian-Møller skulle fortælle om slutrunden på Facebook, Instagram og YouTube.
"De to fodboldfans, Pelle og David, skal frem mod EM i København i 2020 tage danskerne med på rejsen frem mod den største fodboldbegivenhed på dansk jord nogensinde", skrev DBU.
Men straks efter blev screenshots af tidligere opslag lagt op på Twitter. I et opslag af Pelle Elikofer fra 2016 bliver landsholdsmålmand Kasper Schmeichel eksempelvis omtalt som " lille grimme Brøndby-svin".
Det skrev Ekstra Bladet lørdag.
Og i et andet opslag fra Copenhagen Sundays på Twitter bliver Brøndby-fans kaldt "imbecile".
Ifølge B.T. har DBU mandag udsendt en pressemeddelelse, hvor konstitueret administrerende direktør i DBU Kenneth Reeh tager afstand fra flere af opslagene.
- DBU ønsker at skabe et fællesskab på tværs af fodbold og i særdeleshed i det daglige arbejde med fodbold. EM på hjemmebane i 2020 er en kæmpe begivenhed og fest for alle.
- Da vi er blevet gjort bekendt med tidligere ytringer fra de to værter, som vi ikke kan stå inde for som organisation, er vi glade for, at deres fodboldhjerter har talt, og de har valgt at trække sig, siger han ifølge B.T.
Telia Parken i København er vært for fire kampe ved fodbold-EM i 2020.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde