Selv om det i mere end et par år er blevet foreslået at oprette en fælles skandinavisk fodboldliga, tror danske fodboldledere ikke på, at det vil gøre noget godt for dansk fodbold.
- Jeg tror, at der er mere at hente i sådan et koncept for de svenske og norske klubber end for de danske. For jeg synes efterhånden, at vi har et rimeligt stærkt nationalt produkt i Danmark, siger formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Allan Hansen, til Politiken.
Anbefalingen om en nordisk liga kommer fra Øresundsinstituttet. Analysen går på, at resultaterne de seneste 16 år er gået markant tilbage for de skandinaviske hold i de europæiske turneringer. Samtidig har flere klubber store økonomiske problemer, ligesom tilskuertallene har det skidt.
- Det vil være muligt for en skandinavisk liga at blive mindst lige så god som ligaen i Holland. Og dermed vil Sverige, Danmark og Norge oftere se klubber, som ikke kun når Champions League, men også går videre til ottendedels- og kvartfinaler, siger instituttets chefanalytiker og administrerende direktør, Anders Olshov.
FCK-bestyrelsesmedlem Niels-Christian Holmstrøm kan dog ikke se den store fidus for de danske klubber.
- Norsk og svensk fodbold er jo for nærværende stort set udrangeret og er fuldstændig uinteressant i europæisk sammenhæng. Jeg har svært ved at se, at dansk klubfodbold skulle få noget ud af det samarbejde.
- På nuværende præmisser vil et skandinavisk samarbejde devaluere Superligaen, mener han.
Heller ikke hos de danske klubbers brancheorganisation, Divisionsforeningen, tror man på idéen.
- En hel skandinavisk liga kan være svært at forholde sig til for tilskuerne. Fodbold handler om følelser, og det er mere nært at være dansk mester end skandinavisk, siger foreningens direktør, Claus Thomsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde