Danske golfspillere kan skimte toppen i Himmerland
Fire danskere ligger på en delt 12.-plads ved golfturneringen Made in Denmark efter lørdagens tredje runde.
Der var blandet succes for de danske golfspillere, da tredje runde af European Tour-turneringen Made in Denmark blev spillet lørdag i Himmerland.
Gode runder af Mark Haastrup og John Axelsen samt ikke særlig prangende runder af Søren Kjeldsen og Jeff Winther betyder, at de fire danskere nu alle har en score på fem slag under par efter de tre første runder af golfturneringen.
Det rækker til en delt 12.-plads, og dermed er topplaceringer stadig realistisk, omend det kræver rigtig gode runder på søndagens afsluttende runde.
Søren Kjeldsen, der håber, at han med gode præstationer kan spille sig på det europæiske Ryder Cup-hold, gik dagens runde i to slag over par.
- Det var en svær dag for mig. Jeg fandt aldrig rigtig niveauet. Det var sådan lidt over hele linjen, så det er lidt ærgerligt. Men jeg må kigge på, hvad der skete og så lære noget af det, siger Søren Kjeldsen.
På allersidste slag kom dagens optur for Kjeldsen. Han puttede bolden i hul fra lang afstand og sikrede en birdie, der pyntede på det samlede regnskab og giver ham håb.
Walisiske Bradley Dredge fører turneringen med en score på tolv slag under par. Waliseren brugte 72 slag på dagens runde, hvilket var et enkelt slag over par.
Amerikanske David Lipsky, spanske Adrian Otaegui og belgiske Thomas Pieters følger lige efter waliseren med scorer på elleve slag under par.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned