Danske hækkeløbere misser VM-finale i Beograd
Mette Graversgaard og Mathilde Heltbech blev nummer 12 og 15 ved indendørs-VM i Beograd i 60 meter hæk.
Hækkeløberne Mette Graversgaard og Mathilde Heltbech missede lørdag en plads i finalen i 60 meter hæk ved indendørs-VM i atletik i Beograd.
Tættest på at booke en af de otte finalepladser var Graversgaard, der satte 12. bedste tid.
Den 26-årige dansker tilbagelagde den korte distance og de fem hække i tiden 8,03 sekunder, hvilket sikrede hende en fjerdeplads i det sidste af i alt tre semifinaleheat.
Blot de to bedste i hvert semifinaleheat samt de to bedste tider blev belønnet med adgang til finalen.
Den jævnaldrende Mathilde Heltbech var 0,06 sekund langsommere end landsmanden, hvilket rakte til 15. bedste tid af de 24 semifinalister.
Heltbech fik en sjetteplads i det første semifinaleheat.
Senere lørdag aften skal Benjamin Lobo Vedel forsøge at tage en medalje, når der er finale i 400 meter løb. Finalen starter klokken 20.15.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker