Danske håndboldkvinder slår de franske verdensmestre
Stine Jørgensen og de øvrige danske håndboldkvinder rejste sig efter skuffelsen mod Norge. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Frankrigs EM- og VM-mestre blev sænket af Danmark, der fik en tiltrængt sejr efter afklapsning mod Norge.
Det kvindelige danske håndboldlandshold stemplede for alvor ind ved Golden League-stævnet i Frankrig lørdag aften.
Efter et stort nederlag på 20-31 til Norge torsdag rejste danskerne sig, da den forsvarende EM- og VM-mester, Frankrig, var på menuen.
De danske håndboldkvinder viste højt niveau ved at slå franskmændene 25-22 og pointmæssigt komme på tavlen i turneringen.
De danske kvinder spillede med stor energi og bevægelse, og det gav franskmændene problemer fra start.
Ved pausen stod det 12-12 efter en sen udligning af Nadia Offendal, og assistenttræner Lars Jørgensen udtrykte meget rammende den danske optur over for TV2 Sport.
- Vi skal arbejde os frem mod, at det her er det udtryk, vi skal levere hver gang, sagde han efter de første 30 minutter.
Efter pausen fortsatte danskerne med at imponere. Stine Jørgensen scorede på straffekast, og Freja Cohrt udbyggede til 14-12 kort efter.
En velspillende Lotte Grigel bragte Danmark på 16-14 med to scoringer på stribe, og Danmark nærmede sig med små skridt sejren mod hjemmeholdet.
Med fire minutter igen var danskerne foran 22-21. Målmand Sandra Toft pillede et stærkt fransk forsøg, og i den anden ende slog Grigel til igen.
Danmarks forsvar lukkede ned for Frankrigs offensiv i kampens afslutning, mens Anne Mette Hansen brød igennem og lukkede opgøret med scoringen til 24-21.
Dermed fik danskerne en tiltrængt sejr.
- Jeg er totalt forvirret. Det er totalt svært at forstå, hvordan vi kunne levere sådan forleden dag (mod Norge, red.) og så spille så godt i dag, sagde landstræner Klavs Bruun Jørgensen til TV2 Sport efter kampen.
Danmark spiller søndag klokken 15 mod Rumænien. Rumænerne tabte lørdag til Norge og er uden point efter to kampe.
Danmark har ligesom Frankrig to point efter to kampe.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet