Danske håndboldkvinder trækker hård modstand ved EM
Kvindelandsholdet ses her spille EM-kvalifikationskampen mod Rumænien i Odense. (Arkivfoto). Foto: Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Danmark starter det indledende gruppespil i Slovenien, hvor danskerne skal møde værtsnationen samt Sverige.
De danske håndboldkvinder skal til efteråret møde Sverige, Slovenien og Serbien i gruppespillet ved EM.
Det står klart efter torsdagens lodtrækning i Sloveniens hovedstad, Ljubljana.
Med Danmarks placering i gruppe B betyder det, at håndboldkvinderne skal spille det indledende gruppespil i Celje, hvor Slovenien som en af turneringens tre værtsnationer vil have hjemmebane.
En skæbne som ikke falder i bedste jord hos den danske landstræner, Jesper Jensen.
- Jeg tror da, at jeg håbede på, at det ikke skulle være gruppe B, men sådan er lodtrækningerne en gang imellem. Denne gang har vi måske ikke været så heldige, siger han til TV2 Sport kort efter lodtrækningen.
Landstræneren er dog fortrøstningsfuld og har stor tiltro til sit hold, som han mener, at der er også er god grund til at frygte.
- Selv om lodtrækningen ikke var med os, tror jeg da også, at de andre hold er kede af at trække os, lyder det fra landstræneren.
En eventuel hovedrunde vil foregå i Ljubljana, hvor også finaleweekenden spilles. I hovedrunden parres danskernes gruppe med gruppe A, hvor Norge blandt andet er med.
Landstræneren Jesper Jensen er derfor opmærksom på, at de danske håndboldkvinder skal yde deres bedste for at spille sig i semifinalerne.
- Historisk set betyder det, at der måske kun er én plads at spille om i semifinalen, fordi Norge er så stærke, at de formentlig napper den ene. Men så må vi bare sørge for at tage den anden, siger han ifølge haandbold.dk.
Han ser bjerget som lidt stejlere end før lodtrækningen, men forholder sig optimistisk.
- Så selv om bjerget er højt at bestige, er det bare om at kravle, lyder det fra landstræneren.
Danmark var inden lodtrækningen placeret i første seedningslag, efter at landsholdskvinderne sikrede sig bronzemedaljer ved VM-slutrunden sidste år.
Danskernes vej til EM-slutrunden har budt på lutter sejre i kvalifikationen mod Rumænien, Østrig og Færøerne.
Årets EM-slutrunde afvikles fra 4. november til 20. november. Slutrunden finder sted i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.
Ved turneringen vil i alt 16 nationer deltage. Til næste EM i 2024 øges antallet af turneringshold til 24 lande.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker