Danske håndboldstjerner bliver i Flensborg

Danskerklubben SG Flensburg-Handewitt har netop forlænget kontrakterne med de to danske landsholdsspillere Michael V. Knudsen og Thomas Mogensen. Det skriver Flensborg Avis.

Kontrakten med Michael V. Knudsen er treårig, så den nu 31-årige stregspiller spiller i Flensborg til 2013. Kontraktforlængelsen med Thomas Mogensen er toårig og udløber 2012.

Klubbens er især tilfreds med kontraktforlængelsen med Michael V. Knudsen, der har været ombejlet af både danske og tyske klubber.

Ved præsentationen af kontraktforlængelsen i Flensborg blev Michael V. Knudsen betegnet som en nøglespiller for det Flensborg-hold, der i de kommende sæsoner fortsat har en ambition om at tilhøre både den tyske og europæiske håndboldelite.

/ritzau/

Både Michael V. Knudsen og Thomas Mogensen har valgt at blive i den tyske traditionsklub Flensburg-Handewitt. Begge har underskrevet flerårige forlængelser.

Offentliggjort Sidst opdateret