Startpengene i Europa League er næsten 15-doblet i forhold til for tre sæsoner siden. Derfor er der meget på spil for de danske hold torsdag aften.
Kvalifikationen til de europæiske klubturneringer spidser til - og med det kampen om vigtige millioner. Champions League er kendt som en ren guldgrube, men den nye Europa League gør, hvad den kan for at følge med. Endnu vil det europæiske fodboldforbund ikke offentliggøre de præcise præmiepenge i den nye turnering, men alene i startpenge er man godt på vej.
- Kvalificerer man sig til gruppespillet i Europa League, så er startpengene nu en million euro (7,5 millioner kroner), og det kan mærkes, siger Niels-Christian Holmstrøm, der som vicepræsident i European Club Forum har været med til at skabe den nye turnering.
OB er et af de hold, der har en chance for at komme med. Klubben skal torsdag gøre arbejdet færdig mod makedonske Rabotnicki. Gør OB det, så er der - afhængig af, hvilke andre hold, der kommer videre - en chance for at holdet bliver seedet i sidste kvalifikationsrunde. Sidst OB var i Uefa Cuppen i 2006/07 fik holdet 520.000 kroner i startpenge - eller næsten 15 gange mindre, end den kan vente i år. OB-direktør Kim Brink peger især på de mange penge som den store forskel på den gamle Uefa Cup og Europa League.
- Der er flere penge, og det gør, at der er et ekstremt stort fokus, også fra de meget store klubber, siger Kim Brink.
- Det fokus betyder, at vejen til gruppespillet er sværere. Hvis vi går videre på torsdag, og jeg understreger hvis, for der er et stykke arbejde, der skal laves, så bliver det meget afgørende, om vi bliver seedet, mener han.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker