Danske ishockeybrødre bliver genforenet i Malmø
Oliver Lauridsen har i mange år været nøglespiller på det danske landshold. Her ses den store back ved sidste års VM i Slovakiet. Foto: David W Cerny/Reuters
David W Cerny/Reuters
Oliver Lauridsen skifter fra Jokerit til Malmö Redhawks, hvor han bliver holdkammerat med lillebror Markus.
Malmö Redhawks i den bedste svenske ishockeyrække, SHL, fortsætter med at være et yndet tilholdssted for danske profiler.
Den skånske klub oplyser, at den har skrevet en tre år lang kontrakt med den danske landsholdsspiller Oliver Lauridsen, der senest har optrådt for Jokerit i Helsinki.
- Jeg er glad for at få denne mulighed og for den tillid, som klubben har vist mig. Jo mere, jeg har overvejet det, desto rigtigere føles det at blive en del af det her.
- Klubben går en lys fremtid i møde, og jeg synes, vi har en meget interessant spillertrup, siger Oliver Lauridsen til klubbens hjemmeside.
Den store back spillede i sæsonen 2012-13 15 NHL-kampe for Philadelphia Flyers, og i samme sæson gav daværende landstræner Per Bäckman ham VM-debut.
Det blev dog kun til yderligere en enkelt NHL-kamp, inden Lauridsen i 2015 vendte tilbage til Europa - i første omgang til Sverige, hvor han var med til at gøre Frölunda til svensk mester.
I de seneste fire sæsoner har han spillet for Jokerit i den multinationale liga KHL, der regnes for at være verdens næststærkeste.
- I ham får vi en stor og stærk spiller, der bliver en general i forsvarsspillet for os. Han bliver en leder både på og uden for isen, siger Malmö Redhawks' sportschef, Patrick Sylvegård.
Den 31-årige back bliver klubkammerat med sin to år yngre bror, Markus, der også er ny i Malmö Redhawks i næste sæson. Markus Lauridsen skifter fra ligarivalen HV71.
Det danske kontingent af spillere i Malmö Redhawks er dermed igen oppe på seks.
Jesper Jensen Aabo, Nicolai Meyer, Malte Setkov og Matias Lassen har også kontrakt med klubben i den kommende sæson. Frederik Storm og Jesper Jensen er til gengæld på jagt efter en ny arbejdsgiver.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker